En stor del af de asylansøgere, der i disse måneder strømmer til Danmark, befinder sig kun i landet i en kort periode. Herefter bliver de sendt videre til et andet land i Europa eller forsvinder fra den ene dag til den anden, uden at myndighederne ved, hvor de tager hen.

Af tal fra Udlændingestyrelsen fremgår det således, at der i løbet af årets første ni måneder er kommet 10.883 asylansøgere til Danmark, men at kun 5.975 af dem reelt får deres asylsag »realitetsbehandlet« med henblik på at få afklaret, om de har ret til opholdstilladelse.

De sidste 4.908 personer kommer aldrig i nærheden af en opholdstilladelse i Danmark. Og af de 5.975 personer, der faktisk får deres asylsag behandlet, ender omtrent 1.800 personer med at få afslag på opholdstilladelse. Det betyder med andre ord, at under halvdelen af det samlede antal asylansøgere, der foreløbig er kommet til Danmark i år, faktisk ender med at få opholdstilladelse for derefter at blive sendt videre ud til de danske kommuner.

De oplysninger får Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til at anklage regeringen for at »forplumre« den højspændte flygtninge- og asyldebat. Regeringen har nemlig flere gange begrundet eksempelvis stramningen af familiesammenføringsreglerne med, at der i år kan komme op mod 20.000 asylansøgere til Danmark. Men når en betydelig del af dem meget hurtigt forlader landet igen, er det tal ikke det relevante at tage udgangspunkt i, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

»Det undrer mig meget, at regeringen ikke har bragt de oplysninger på banen i debatten af sig selv. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at tallet 20.000 er mere bekvemt, hvis man skal undskylde, at man fratager flygtningebørn retten til at komme i sikkerhed hos deres forældre,« siger hun.

»Regeringen har jo brugt de 20.000 asylansøgere som argument for, at kommunerne havde brug for et såkaldt pusterum. Men hvis man bruger tallet 20.000 i forbindelse med kommunernes integrationsopgave, så taler man jo simpelthen usandt.«

Når en stor del af asylansøgerne kun opholder sig meget kort tid i Danmark, skyldes det for langt størstedelens vedkommende den såkaldte Dublin-forordning. Ifølge denne forordning skal det enkelte EU-land, eksempelvis Danmark, slet ikke påbegynde behandlingen af en asylsag, hvis den pågældende asylansøger allerede har meldt sig i et andet land. Så skal man i stedet sende asylansøgeren tilbage igen – hvilket som klar hovedregel skal ske allerede inden for to måneder, oplyser Udlændingestyrelsen.

Det såkaldte Dublin-system har været en god forretning for Danmark. Alene sidste år, hvor antallet af asylansøgere var langt lavere end i år, sendte Danmark 2.250 asylansøgere væk igen, mens vi kun fik 800 retur fra andre lande. En tendens, der foreløbig har været stærkt stigende i løbet af det seneste år.

Og ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen, som er forskningschef ved Institut for Menneskerettigheder og ekspert i udlændingeret, er det såkaldte bruttotal på op mod 20.000 asylansøgere i år slet ikke det mest relevante, når man skal vurdere presset på asylsystemet. Det relevante er at kigge på »registreringstallet«, hvilket altså er antallet af personer, der ikke bliver sendt væk igen, og som derfor får deres sag »realitetsbehandlet«.

»Selv om der godt kan være nogle indledende omkostninger forbundet med den første del af asylprocessen, så er det mest reelle tal at bruge – både når vi diskuterer omkostningen ved den øgede tilstrømning og presset på vores asylsystem – oplagt registreringsantallet. Det er dér, presset mærkes,« siger han.

»Generelt bliver der brugt mange forskellige og nogle gange misvisende tal i udlændingedebatten. Det kan meget hurtigt blive problematisk, for det kan give et misvisende billede af, hvor stort et pres, der reelt er på det danske asylsystem,« fortsætter Gammeltoft-Hansen.

Den holdning deles af Eva Singer, som er asylchef i Dansk Flygtningehjælp og tidligere souschef i Udlændingeservice.

»Det er meget vigtigt at forstå forskellen på tallene, for når man ser, at der er så stort et antal asylansøgere, må man også forstå, at det er en meget mindre del af dem, som rent faktisk får deres asylsag behandlet. Og at det er en endnu mindre del, der rent faktisk får opholdstilladelse i Danmark,« siger hun.

Et mere reelt tal

Hos regeringspartiet Det Radikale Venstre anerkender gruppeformand Camilla Hersom, at bruttotallet på de op til 20.000 asylansøgere i år ikke er det vigtigste eller mest relevante tal at tage udgangspunkt i. Hun kalder oplysningen om, at en betydelig del kun opholder sig kort tid i Danmark og derfor aldrig kommer i betragtning til en opholdstilladelse, for »meget væsentlig«.

»Det er klart, at det mest reelle tal er det, vi ender på, når vi ser på, hvem der faktisk bliver og får opholdstilladelse i Danmark. Det er indlysende. Jeg synes bare ikke, vi har misbrugt det andet tal (de 20.000, red.). Og uanset hvad er det afgørende ikke tallet, men den virkelighed, som har fået kommunerne til at sige, at de ikke kan være med længere. Det tal har vi reageret på ved at foretage den her ændring, som vi godt synes, vi kan være bekendt,« siger Camilla Hersom.

Også Socialdemokraternes integrationsordfører, Mette Reissmann, gør det klart, at nettotallet er det væsentligste.

»Det ville måske hjælpe os lidt, kan man sige, hvis man præciserer, at der også er en nettotilgang at kigge på. Det har muligvis fortabt sig i den her meget ophedede debat,« siger hun.

»Det er tallet for reelle asylansøgere, som er den mest retvisende oplysning, og det er selvfølgelig langt færre end bruttotallet (på de 20.000, red.) Det, tror jeg, simpelthen ikke, at folk på gaden eller menigmand, der sidder og drøfter det her, er klar over,« siger Mette Reissmann, som dog klart afviser, at regeringspartierne ikke har forsøgt at få alle nuancer med i debatten.

Antallet af flygtninge på verdensplan er på det højeste niveau siden Anden Verdenskrig. Antallet af asylansøgere i Danmark er også sjældent stort. Finansministeriet skønner, at de opjusterede asyltal vil medføre en ekstraregning på 4,5 mia. kr. alene i år 2015.