Den store synder er mobiltelefonen. Hver tredje anmærkning til RKI kommer fra en informations- eller televirksomhed.

Vicedirektør i Finansrådet Louise Mogensen vurderer, at de unge bliver fristede over evne af de nyeste smartphones, som for mange unge er et statussymbol.

»Derfor går de ret langt i jagten på at få en, og tilbuddene står i kø. Med Pengeuge gør vi et forsøg på at oplyse de unge om, hvordan man bedst sparer op til drømmene, og hvordan man ikke ender i gæld,« skriver Louise Mogensen.

Derfor er Finansrådet gået sammen med Danmarks Matematiklærerforening og afvikler i denne uge den såkaldte Pengeuge, der skal øge børn og unges finansielle forståelse gennem undervisning i matematik i grundskolens ældste klasser.

I Pengeugen sættes der fokus på problemet, og række af landets bankdirektører og rådgivere er gæsteundervisere.

Samlet har de unge mennesker misligholdet gæld for knap 1,4 mia. kr., og det går forholdsvis oftere økonomisk galt for de unge i Syddanmark og region Sjælland.

»At hver 20. ung i Danmark er fanget i gældsfælden er ikke kun et problem for den enkelte, men også for samfundet. At bære en gældsbagage med sig som ung, vil gøre det sværere at få en sund økonomi i voksenlivet,« skriver Louise Mogensen.