Ingen over - ingen under Skagen. Guldaldermalernes mekka er i dag magnet for både danske og udenlandske turister. 

Læs også: Marielyst er Danmarks bedste badestrand

Det slås endnu en gang fast i en undersøgelse. Denne gang udført af Epinion for VisitNordjylland, hvor analyseinstituttet har interviewet lidt over 2.000 personer ligeligt fordelt mellem danskere, nordmænd, svenskere og tyskere.

Målet var at afdække kendskabet til de danske kystbyer og ønsker om ferie i samme.

Danskerne har selvfølgelig størst kendskab til kystbyerne. 98 pct. kender Skagen, men samtidig er det kun godt halvdelen, der kender byen, der ligger et halvt hundrede kilometer længere sydpå ad vestkysten - Lønstrup - kun 55 pct.

Generelt har nordmændene et godt kendskab til de danske kystbyer. 89 pct. kender Skagen, 18 pct. Marielyst, 17 pct. Lønstup, 11 pct. Klitmøller/Vorupør og 10 pct. Øster Hurup. 

Men Skagen er endnu mere kendt i Sverige, hvor 91 pct. kender byen på Danmarks top. Og geografien slår igennem, for 35 pct. af svenskerne kender Marielyst, 9 pct. Lønstrup, men kun 3 pct. Klitmøller/Vorupør og 3 pct. Øster Hurup.

Kun 31 pct, af tyskerne kender Skagen
Tyskerne, som jo ellers betragtes som det store "kyst-turist-marked", har derimod et langt lavere kendskab til kystbyerne. Mens det blandt skandinaver er 8-9 ud af hver 10, der kender Skagen, er det kun 3 ud af hver 10 tyskere, der gør det.

10 pct. af de tyske deltagere i undersøgesen kender Marielyst, 10 pct. Lønstrup, 6 pct. Øster Hurup, 5 pct. Klitmøller/Vorupør.

Og tyskerne, der ikke har været i eller kender de danske kystbyer, som undersøgelsen omfatter, har heller ikke meget lyst til at komme til at kende dem. Kun 19 pct. svarer i undersøgelsen, at de forventer at besøge en af byerne engang, mens dobbelt så mange nordmænd og svenskere har lyst til at lære de danske kystbyer at kende.

Men når både tyskere, svenskere og nordmænd har været i en de danske kystbyer, er holdningen helt anderledes. Så vil mellem 75 og 80 pct. tilbage eller opleve en anden kystby. 

Et rent miljø er vigtigst
Det alle turisterne uanset nationalitet lægger mest vægt på, er frisk luft og rent vand. Indbydende strande og smuk natur er også vigtig for ferien i en kystby, især for danskerne og tyskerne. Mens nordmænd og svenskere også vægter mulighederne for at nyde lokale fødevarer og specialiteter. 

Og vejret - det ustabile og en eventuelt mangel på sommervejr - trækker for danskere, svenskere og tyskere mest ned, når de står for at skulle vælge mellem en dansk kystby eller et andet rejsemål for sommerferien, mens de vejrgarvede nordmænd i stedet koncentrerer sig mere om byens udvalg af restauranter og spisesteder. Er det ikke bredt nok, trækker det mest ned for dem.

Læs også: Skagen hitter i hele Europa