De fleste af de kvinder, kærester og veninder, jeg har kendt, har på et eller andet tidspunkt fortalt, at de, hvis de skulle være helt ærlige, har det sjovest og mest interessant sammen med mænd. At når de er sammen med os, kan være fri for »alt det kvindefnidder«, der åbenbart hersker, når kvinder er sammen.

Kvinderne har sagt det, som om de var stolte af det. Stolte af at leve livet farligt. Eller stolte af at være anderledes end alle deres medsøstre. Eller stolte af at kunne gennemskue og tage afstand fra deres kønsfællers små-bitchede plidder-pladder om relationer og håndtasker. Eller de har sagt det som en krølle på halen efter uholdbare anekdoter fra deres pigeår, hvor de klatrede i træer hele dagen og legede med teknik og spillede fodbold og dybt inde et sted følte sig som drenge. Og kvinderne ser altid ud som om, jeg skal være imponeret og med stående ovationer råbe: Fortæl mere!

Jeg ved ikke, hvorfor de siger det. Jeg gætter bare. Er det et krampagtigt forsøg på at indynde sig hos mænd? Eller er det som antropologen, der fortæller junglefolket, at hun føler sig smadder godt tilpas i deres klamme mørke hytter og med deres mystiske skikke, blot for at vinde deres tillid, så hun kan rapportere til sine antroposøstre om stammens platte humor og scoretricks? Ting hun aldrig får en luns af derhjemme.

Er det en kønsstrategisk udgave af: If you can’t beat them, join them? Er det kluntet flirt? Er det et forsøg på noget Paradise Hotel wannabe-intrige, hvor kvinderne skaber en slags meta-krise ved at omklamre os mænd og desavouere deres medsøstre? Har det noget med de pågældende kvinders skrøbelige personlighed og manglende selverkendelse at gøre?

Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, om de også siger, de har det sjovest sammen med mænd, når de er sammen med andre kvinder. Men det gør de nok ikke. Man skider ikke i den rede, man selv skal spise rucolasalat i.

Risikoen er også, at de mener det. At kvinder ikke synes, de selv er sjove at være sammen med. Men den holder ikke. Mange kvinder er blot bange for at være sjove, fordi de så skal udstille sig selv og slippe kontrollen.

Jeg har aldrig bildt mig ind, at jeg har det sjovest og mest interessant sammen med kvinder. Nogle gange er det da herligt. Andre gange gabende kedsommeligt. Ligesom med andre mennesker. Jeg har heller aldrig følt, at jeg var en pige, blot fordi jeg massivt har leget far, mor og børn og engang syntes, det var spændende at klæde mig ud. Men derfra og så til at ønske mig observatørstatus eller gæsteoptræde i østrogenklubben?

På den anden side: Min cykel nummer 2 var rød, og da jeg var tolv år, elskede jeg at knytte læderarmbånd.