Beauty boys kaldes de teenagedrenge, som i stor udstrækning sminker sig – et ord, som egentlig er meget dækkende for, hvad de gør. De viser billeder frem, hvor læberne er store og struttende. Øjenvipperne buer på den helt rigtige måde, brynene er veltrimmede og optegnede, så de ser fyldige og naturlige ud. Øjenmakeuppen varierer, men fælles for de mange varianter er, at de ikke er diskrete. Brugen af makeup er eksplicit, og det har for nogle af de unge mænd banet vej for, at de kan træde ind på et kvindedomineret marked.
De sminkede fyre viser beauty looks frem på Instagram og guider deres følgere til den perfekte makeup gennem tutorials. For dem er makeup en fast rutine, som dyrkes ugentligt, hvis ikke dagligt. Og rutinen er både professionel og forpligtende.
