Du skal have et par nederen fag som »dansk«, som du har haft i folkeskolen. Men til gengæld får du mulighed for at kunne komme til at køre Ferrari i stedet for på en rusten cykel, og oven i det hele lokker New Yorks skyskrabere.
Sådan forsøger erhvervsgymnasiet ZBC på Sjælland at sælge deres nye studieretning i »digitalt medie design« i en ny video, der er rettet mod eleverne i folkeskolens ældste klasser, som i øjeblikket er i fuld gang med at vælge, hvad de vil efter folkeskolen. ZBC beroliger også de kommende gymnasieelever med, at det ikke er særligt svært.
Eller rettere, sådan forsøgte handelsgymnasiet i Næstved og Ringsted at sælge deres nye studieretning. Nu har ZBC fjernet videoen, og sjællandske unge lokkes ikke længere til bøgerne med løfter om Ferrari, New York og noget undervisning, der ikke er særligt svært. I sidste weekend bredte protesterne sig på Facebook, og det kogte især over hos gymnasielærere i dansk, der mildest talt ikke var vildt begejstrede over den nedern markedsføring af deres fag.
Historien nåede den ny liberale undervisningsminister Merete Riisager, der - som det er kutyme i dag - satte sig til tastaturet og i et opslag på Facebook irettesatte den formastelige ZBC-rektor Martin Sieben:
»Jo, det er svært! Og endnu sværere er det at få succes,« skrev ministeren og fortsatte: »Det kræver både faglighed og hårdt arbejde at nå langt. Det skal vi fortælle de unge mennesker. Det skylder vi dem. Om igen. Ellers må du kigge forbi mit kontor, så må vi tage en kop kaffe og en snak om, hvilke krav vi sætter til de unge. De unge skal tage uddannelse seriøst, og så må de voksne også gøre det!«
