SIDI BOU ZID OG TUNIS, TUNESIEN. Der er ikke en eneste ledig plads på cafeen på den åbne plads over for rådhuset i Sidi Bou Zid. De vakkelvorne plastikstole er fyldt med mænd – de fleste unge – selv om det er torsdag formiddagen og altså midt i arbejdstiden.
»Vi har ikke noget at lave, og det har vi ikke haft længe,« forklarer et par af de unge mænd, mens de nipper til den søde myntete og både frustreret og utålmodigt venter på bedre tider.
Ventetide har nu varet siden 2010. På tirsdag er det nøjagtigt tre år siden, at den unge gadehandler Mohammed Bouazizi begik selvmord på åben gade her i den søvnige provinsby i det centrale Tunesien. I protest mod myndighedernes chikane og overgreb på Mohammeds forsøg på at tjene til dagen og vejen ved at sælge frugt og grønt fra en kærre satte den 26-årige mand ild til sig selv og antændte dermed et folkeligt oprør, der en lille måned senere tvang landets mangeårige og enerådige præsident, Ben Ali, i eksil i Saudi Arabien og hurtigt bredte sig til en række andre lande i regionen..
Oprøret – kendt som Jasminrevolutionen – gav millioner af tunesere håb om et bedre liv. Men selv om Tunesien blev anset for det land i Mellemøsten, hvor overgangen til demokrati kunne foregå smidigst, så er landet på grund af politisk tomgang, magtkamp og vold ikke kommet særligt langt. På mange og afgørende punkter har tuneserne faktisk fået det værre, og det bliver de arbejdsløse mænd på cafeen i Sidi Bou Zid mindet om hver eneste dag, når de mødes over teen. For det var lige over for cafeen, på fortovet foran rådhuset, at den 26-årige gadehandler satte ild til sig selv.
»Revolution indtil sejren«, lyder teksten på et kæmpemæssigt portræt, der fylder det meste af facaden på en bygning ved siden af rådhuset. Portrættet forestiller og hylder Mohammed Bouazizi – »revolutionens første martyr« – som har sikret Sidi Bou Zid en plads i historien som stedet, hvorfra det såkaldte Arabiske Forår bredte sig til andre lande i Nordafrika og Mellemøsten
»Jo, jeg er stolt af ham. Han banede vejen for en revolution, som Inshallah (om Gud vil, red.) kan bane vejen for noget bedre,« siger midaldrende Aymen.
Men den heltestatus er der ikke fuld enighed om i Sidi Bou Zid. Ikke længere.
»Mange er begyndt at lægge afstand til Mohammed Bouazizi, fordi de er dybt skuffede over revolutionen. Her i byen er vi nu endnu mere marginaliserede end før revolutionen,« siger Ridha Khaskhoussi, der peger på et mindesmærke, der forestiller Mohammed Bouazizis grøntsagsvogn.
»Se, den er blevet delvist ødelagt af hærværk,« siger manden, der arbejder i den lokale afdeling af Tunisie Telecom.
Han er desuden talsmand for Den Nationale Frelserfront – en alliance af tunesiske oppositionspartier – og mener entydigt, at Tunesiens problemer tre år efter revolutionen skyldes det store, dominerende regeringsparti, det islamiske Ennadha.
»Jeg er ikke imod Ennadha, fordi partiet er islamisk, men fordi det ikke er i stand til at håndtere transitionen fra det gamle regime til demokrati. Ennadha kan hverken levere politisk frihed eller økonomisk fremgang, og det var målet med revolutionen. Ennadha har splittet befolkning i to – en sekulær og en islamistisk, men før var Tunesien pluralistisk og for alle,« siger Ridha Khaskhoussi, mens han viser os rundt i byens nedbrændte domhus.
Det blev ligesom politiets hovedkvarter, borgmesterkontoret og et partikontor stormet af vrede demonstranter i oktober 2011 i forbindelse med det første frie valg efter revolutionen – valget til en grundlovsgivende forsamling.
Oppositionspolitikerens anklager er lige så lidt overraskende som, at en af regeringens ministre, Samir Dilou fra Ennadha-partiet, i et interview med Berlingske peger fingre ad oppositionen.
Det er oppositionen, der blokerer for Tunesiens videre færd ad det demokratiske spor, vedtagelsen af en forfatning og valget af et rigtigt parlament til afløsning for det nuværende midlertidige, fastslår ministeren.
Han er dog enig med oppositionen i, at det nuværende politiske dødvande er uholdbart og dybt skadeligt for Tunesien – ikke mindst fordi ustabiliteten skræmmer turisterne, der er en vigtig indtægtskilde, og de udenlandske investorer med alvorlige konsekvenser for økonomien og beskæftigelsen.
Det kan Sofien tale med om – og han har oven i købet arbejde. Han har lejet et stykke jord en times kørsel nord for Sidi Bou Zid langs landevejen til hovedstaden Tunis. Sofien er i gang med at høste tomater sammen med et par kvinder, som han aflønner med en dinar – godt tre kroner – i timen.
»Mere kan jeg ikke betale dem. For den pris, jeg får på markedet for tomaterne, er i bund, og alle priserne stiger – også på kunstgødning og alt det andet, jeg skal bruge,« siger Sofien.
»Jeg forventede bedre økonomiske og sociale forhold efter revolutionen, men det er gået stik modsat. Står det til mig, skal vi have Ben Ali tilbage,« siger Sofien.
Men hvad med ytringsfriheden og den personlige frihed i det hele taget – er det ikke blevet bedre efter det gamle regimes fald?
»Jo, vi har fået større ytringsfrihed, men den kan jeg og min familie jo ikke blive mætte af,« svarer Sofien, mens en af de kvinder, der står krumbøjet over tomatplanterne, Khadija, blander sig:
»Det er kun eliten i Tunis, der har fået noget ud af revolutionen.«
Den udlægning hører man også andre steder i Sidi Bou Zid og – ifølge de lokale – mange steder i provinsen.
»Efter revolutionen lovede de en masse industri her i byen, men der er ingenting sket,« siger Abdul Basset, en fyr i fyrrene, der er arbejdsløs ligesom langt de fleste af hans bekendte.
»Jeg arbejdede på en bar i Sousse,« forklarer han med henvisning til en af Tunesiens turistdestinationer, der i årtier har tiltrukket solhungrende europæere.
»Men nu er hotellet lukket. Efter revolutionen har turisterne holdt sig væk. Situationen er meget alvorlig, og alle vil have Ben Ali tilbage. For selv om han var en korrupt tyveknægt, så havde vi da i det mindste ikke dette økonomiske uføre. Selv politiet fungerer ikke. Der er mere kriminalitet nu,« siger Abdul Basset, der viser os, hvor Mohammed Bouazizi boede sammen med sin mor, inden han satte ild til sig selv foran rådhuset.
Det er et fattigt, støvet kvarter kaldet Ennour med smalle, labyrintiske gader, der aldrig er blevet asfalteret. Familien Bouazizis hus, der er et af de mindste og mest ydmyge, har stået tomt siden sønnens død.
Rygtet siger, at en filminstruktør, der planlægger en film om Mohammeds liv, betaler huslejen, og flere lokale mener at vide, at moderen og Mohammeds lillesøster er flyttet til en velhavende forstad til hovedstaden Tunis. Familiens nye søde tilværelse skulle være betalt af den landflygtige tidligere præsident, Ben Ali, og hans rige saudiske værter, hedder det sig, men ingen har en god forklaring på, hvordan det nu hænger sammen.
Omvendt forklarer den misundelse, som flere af indbyggerne i Sidi Bou Zid giver udtryk for, deres frustrationer over Jasminrevolution, der er afblomstret. Mohammeds mor er jo den eneste, der har fået noget ud af den, lyder klagen.
Selv Mohammeds onkel, der er apoteker i Sidi Bou Zid, er ved at miste modet, selv om han på ingen måde vil deltage i mistænkeliggørelsen af Mohammeds familie eftermæle og tilsmudsning af hans eftermæle.
»Situationen er ikke blevet bedre efter revolutionen. Tværtimod. Alligevel er jeg stolt af Mohammed. Han har tændt et håb – i hele Mellemøsten,« siger Saleh Bouazizi.
Onklen bakkes op af to unge fyre, der har en bod med frugt og grøntsager på en lille plads over for apoteket.
»Der er mange, der finder på alle mulige historier for at tilsvine Mohammed og Sidi Bou Zid,« mener Omran Hailaoui og Sami Alifi, der solgte frugt og grønt sammen med Mohammed. De glæder sig i stedet over, at de – modsat tiden før revolutionen – i dag kan sælge deres varer på gaden uden at blive chikaneret af myndighederne.
Et andet sted i byen, på Café de Jardins, har den jævnaldrende Abu Baker til gengæld ikke meget at glæde sig over. Den 26-årige, langskæggede mand er salafist – ortodoks og fundamentalistisk muslim – og han nyder ikke den frihed, som revolutionen for tre år siden ellers skulle bane vejen for.
»Vi salafister har ingen frihed – ikke engang retten til at have langt skæg. Politiet forfølger os og spærrer os ofte inde i et par dage uden grund for at skræmme os,« siger Abu Baker, der er uddannet på universitet i datalogi, men som i mangel på arbejde har åbnet en internetcafé.
Han køber ikke udlægningen fra de sekulære tunesere og de ikke-religiøse politiske partier, som beskylder det islamiske regeringsparti, Ennadha, for at holde hånden over salafisterne.
»Realiteten er en anden. Ennadha er imod os og giver oppositionen al for megen plads,« siger Abu Baker, der blot er én ud af mange salafister i og uden for Sidi Bou Zid.
Faktisk er området blevet en højborg for Tunesiens ortodokse muslimer, som enten var i fængsel eller landflygtighed under Ben Alis regime, hvor politisk islam var bandlyst.
En del af salafisterne er militante, og der har været skudvekslinger med det lokale politi. De centrale myndigheder i hovedstaden Tunis beskylder den militante del af salafisterne, gruppen Ansar al-Sharia, for at stå bag angrebet på USAs ambassade i september 2012, mordet på den venstreorienterede politiker Chokri Belaid i sommer samt to fejlslagne terrorangreb i byerne Sousse og Monastir i oktober.
Salafisterne har sammen med det dominerende, islamiske regeringsparti, Ennadha, fået de verdslige og europæiserede tunesere til at protestere, og på den måde kan Tunesien bedst sammenlignes med Tyrkiet, hvor premierminister Erdogans regeringsparti Partiet for Retfærdighed og Udvikling (AKP), det seneste årti har regeret med opbakning fra omkring halvdelen af vælgerne. Til stor fortrydelse for den anden halvdel – de sekulære tyrkere, der beskylder Erdogan for at islamisere samfundsordenen.
Der er blandt andet kommet langt flere tørklæder i det tyrkiske gadebillede ligesom i det tunesiske, hvor kvindernes tildækning ellers har været »undertrykt« siden slutningen af 1950erne. Det var dengang, landets daværende præsident, Habib Bourguiba, orienterede Tunesien mod Europa og gennemførte en række gennemgribende reformer – ikke mindst til fordel for kvindernes rettigheder.
Præsident Bourguiba, der har kaldt kvindernes slør for en »modbydelig klud«, sikrede allerede for fem årtier siden kvinderne retten til skilsmisse, forbød flerkoneri og banede vejen for familieplanlægning. Da han engang blev spurgt, hvad der skilte ham og den islamistiske bevægelse Det Muslimske Broderskab lød svaret: »14 århundreder.«
Det er dette forsvar for den sekulære stat og nidkære kontrol med politisk islam – en kurs som Bourguibas efterfølger på præsidentposten, Ben Ali, brutalt videreførte – der nu smuldrer. Det frygter i hvert fald den del af tuneserne, der er muslimer, som de fleste danskere er kristne.
»I nogle måneder efter revolutionen nød vi vores ytringsfrihed, men nu skal vi passe på. Vi risikerer retssager, og der er allerede flere politiske fanger, herunder Jaber Majeri, der er idømt syv et halvt års fængsel for at vise en karikatur af profeten Muhammed på Facebook,« fortæller Lina Ben Mhenni over en kop kaffe på Cafe Le Richelieu i Tunis, hvor hendes livvagt diskret overvåger indgangen.
Som Tunesiens formentlig mest kendte blogger er Lina Ben Mhenni truet på livet – nøjagtig ligesom menneskerettighedsadvokaten Radhia Nasraoui, der også konstant beskyttes af en veltrænet herre stillet til rådighed af de myndigheder, som hun er så kritisk overfor.
»Ennadha prøver ikke på at finde løsninger på Tunesiens påtrængende problemer, og alle, jeg møder, siger, at regeringen må gå af,« siger Radhia Nasraoui, der blandt andet er advokat for den 19-årige tunesiske aktivist og feminist Amina Sboui, der blev verdenskendt, da hun i foråret på internettet offentliggjorde to fotos af sin nøgne overkrop med følgende to budskaber: »Fuck your morals« og »Min krop tilhører kun mig selv og skal ikke underlægges andres æresfølelse«.
Ennahda-partiet, der sidder på over 40 procent i overgangsparlamentet, mener, at kritikerne ser spøgelser, og henviser blandt andet til, at udkastet til Tunesiens nye forfatning ikke er baseret på sharia – islamisk lov. Heller ikke selv om Ennahda har været under pres fra ortodokse islamiske grupper.
Men det er ikke nok til at berolige kritikerne, der blandt andet hæfter sig ved, at ministeren for menneskerettigheder, Samir Delou, der er fra Ennahda-partiet, i et talkshow betegnede homoseksualitet som en sygdom.
I et interview med Berlingske fastslår ministeren, at hans kommentar er taget ud af en sammenhæng, og at Tunesien har brug for en saglig politisk debat, samarbejde og vilje til kompromis.
»Folk har naturligvis høje forventninger efter en revolution. Men det tager tid at opbygge et nyt system med stærke demokratiske institutioner,« fastslår ministeren.
Derfor venter de arbejdsløse mænd på cafeen i Sidi Bou Zid stadig på bedre tider, mens andre har mistet tålmodigheden – blandt andre »Slim«, der under dæknavn fortæller om sit forsøg på at krydse Middelhavet og nå til Italien i en båd stuvet til bristepunktet med andre tunesiske flygtninge.
»Motoren brød sammen, så vi nåede aldrig frem. Men så snart det er muligt, vil jeg prøve igen.«