GRÆKENLAND: Vejen ligger åben for os, men der er hårdt arbejde forude.

Sådan lyder det søndag aften fra den græske premierminister Alexis Tsipras på Twitter. Tsipras og venstrefløjspartiet Syriza ser ud til at blive siddende ved magten i Grækenland.

Med cirka 30 procent af stemmerne optalt ser Syriza ud til at få 35,3 procent af stemmerne. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det næststørste parti bliver ifølge de foreløbige optællinger det konservative Nyt Demokrati. Lederen af Nyt Demokrati, Vangelis Meimarakis, har erkendt nederlag til Syriza.

»Jeg lykønsker ham (Alexis Tsipras, red.) og opfordrer ham til at danne den regering, der er påkrævet,« siger Vangelis Meimarakis ifølge Reuters.

Syriza står til 144 pladser i parlamentet, der i alt har 300 pladser. Nyt Demokrati står til 75 pladser, og det højrenationalistiske parti, Gyldent Daggry, står til at blive landets tredjestørste parti.

Dermed ser det ikke ud til, at Syriza alene kan danne regering. Partiet skal finde alliancepartnere for at danne en koalitionsregering.

Iagttagere vurderer ifølge BBC, at Tsipras vil søge en alliance med det højreorienterede parti De Uafhængige Grækere.

Gyldent Daggry står til 7,2 procent af stemmerne, og det svarer til 19 pladser i parlamentet. Det er to pladser ekstra i forhold til den nuværende andel af pladserne.

Iagttagere havde ifølge Reuters ventet, at Gyldent Daggry ville vinde en større andel af pladserne, fordi der blandt grækerne hersker en udbredt politikerlede og utilfredshed med det politiske establishment.

Kilder i Syriza siger ifølge Reuters, at man forventer at have en regeringsdannelse klar inden for tre dage.