WASHINGTON: Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, har fået en ny cheftalskvinde – den 49-årige Kellyanne Conway, som kender vælgerne ud og ind. Hun skal redde Trump ud af det offentlige morads, han ofte selv roder sig ud i.
Indtil nu er Trump i medierne kun blevet »suppleret« af en række mere eller mindre talentfulde talspersoner, som kun kunne holde skansen intellektuelt i få minutter i en journalistisk krydsild. Derefter måtte de ty til gentagelser om »det Trump mente«.
Conway er iskold, professionel og har sine »facts« i orden. Og hvis Trump ikke har efterkontrolleret holdbarheden i sine argumenter, så er hun den, der kan skabe en vis form for logik i Trumps krøllede udtalelser. De viser nemlig i perioder, at Trump har et særligt forhold til procenter og tal om økonomi og arbejdsløshed.
De ligger engang imellem langt fra den statistiske virkelighed. Conway er jurist, men har sit eget meningsmålingsinstitut »the polling company, inc./WomanTrend«. Hun har ovenikøbet modtaget The Washington Posts »krystalkuglepris« for at være mest præcis med at forudsige et valgresultat. Hun anses for at være grundig, men også en republikansk debattør, der kan tale i timevis om det, Trump siger, uden at falde igennem,
Og så har hun arbejdet med meningsmålinger for flere kvindeblade, et utal af de største amerikanske virksomheder og har arbejdet på politiske platforme blandt andet for den tidligere republikanske præsidentkandidat Ted Cruz, fordi hun har været med i en af de såkaldte Super-Pacs, der samlede penge ind til hans kampagne. Hun har sammen med en demokratisk kommentator, Celinda Lake, udgivet en bog »What Women Really Want«.
Kamp om kvindernes stemmer
Og lige præcis det har Trump allermest brug for. Han kan ikke vinde valget uden kvindernes stemmer, og lige nu er der ikke mange, der vil stemme på ham. Det er demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, der har mere end halvdelen af kvindestemmerne. Nærmere betegnet 58 procent mod Trumps 35 procent, og det bemærkelsesværdige er, at Trump også har tabt mange republikanske kvindestemmer.
Allerede nu kan man mærke, at hun står bag en stor del af »den nye« Trump. Det var formentlig hende, der fik Trump til for nylig for første gang nogensinde at undskylde for en række bemærkninger, han er kommet med i tidens løb. Ikke noget bestemt. Bare sådan en undskyldning generelt, som vist nok gælder både for tidligere og eventuelt fremtidige forseelser. Og Trumps »nye« tilgang til sorte vælgere er også en del af det, ligesom hans »nye« opblødede kurs over for ulovlige immigranter menes at være en del af hendes værk for at få de amerikanske mindretal og kvinderne til at stemme på Trump den 8. november.
Lige ud af posen
Kvinderne er især vigtige. Ikke kun fordi de udgør 51 procent af den amerikanske befolkning. Men også fordi de ofte møder op og stemmer. Lidt flere end mændene. Så hvis man taber halvdelen af kvinderne, kan man tabe valget.
Og da man som Trump igennem tiden har kaldt udvalgte kvinder for »grimme« og for at gøre grin med deres udseende både over og under halsen, så er der meget at arbejde på. TV-stationen Fox’ kendte studievært Megyn Kelly samlede udtalelserne i et berømt spørgsmål ved begyndelsen af valgkampen.
»Trump. En ting, som folk elsker ved dig, er, at du taler lige ud af posen, og at du ikke bruger et politisk filter. Men, det er ikke uden slagside. Specielt når det kommer til kvinder. Du har kaldt kvinder for »fede grise«, »hunde« og »foragtelige dyr«, lød et spørgsmål fra Kelly, som blev sluttet af med spørgsmålet om, hvordan han på den baggrund vil få kvindestemmerne.
Dette citat har forfulgt Trump siden. Og det er det, Conway nu skal i gang med at rette op på.
