Beijing. Donald Trump har længe kritiseret sine forgængere på posten som amerikansk præsident for at svigte i forhold til truslen fra Nordkorea.
Selv har hans Twitter-skriverier tilsyneladende ikke formået andet end at fremprovokere flere missiltest fra Pyongyang, og nu appellerer han til Kina.
- Kina kan løse dette problem hurtigt og nemt. Jeg opfordrer Kina og landets store præsident til - forhåbentlig - at arbejde meget hårdt på det, siger Trump.
Den amerikanske præsident mødtes torsdag med den kinesiske præsident, Xi Jinping, i Folkets Store Hal i Beijing.
- Jeg ved en ting om jeres præsident: Hvis han arbejder hårdt for det, så kommer det til at ske. Der hersker ingen tvivl om den sag, siger Donald Trump.
Trumps besøg i Kina er et stop på den amerikanske præsidents rundtur i fem asiatiske lande.
/ritzau/AFP