Ford-fabrikkerne flytter produktionen af små biler til Mexico. USA går dermed glip af mindst 2.800 arbejdspladser. Denne nyhed kommer samtidig med, at den republikanske kandidat, Donald Trump, fører et korstog mod frihandelsaftalerne og stempler dem i offentligheden som »katastrofale« for den amerikanske økonomi. Man har indtrykket af, at frihandelsaftalerne kun er indgået med et eneste formål: At knuse USAs økonomi og flytte arbejdspladser til udlandet. Der er meget få nuancer i den debat, fordi en del vælgere i de »gamle« industrier ganske rigtigt oplever, at deres arbejdspladser nedlægges og flyttes til udlandet.

Trump truer øjeblikkeligt med, at hvis han bliver præsident, vil bilerne fra Mexico blive pålagt en straftold på 35 procent ved import til USA. »Så flytter de nok ikke til Mexico«, mener Trump. Men så enkelt er det ikke. Hvis Trump vil føre en forenklet handelspolitik, så vil USA få problemer med handlen og dermed forårsage økonomisk usikkerhed globalt.

Skræmmekampagne? Nej, det er realiteter. Verden har brug for gode og sikre handelsaftaler, så erhvervslivet kan producere, importere og eksportere frit efter nogle aftalte retningslinjer. Og USA er i gang med at færdigforhandle to store handelsaftaler – en med Stillehavsområdet og en med EU – som begge kan give både vækst og arbejdspladser, hvis ellers de når at blive til noget.

Forløbet er desværre typisk for en præsidentvalgkamp. Der tales til folks følelser og ikke til fornuften. For en del amerikanere kan ikke forstå, hvorfor de ikke til evig tid kan producere det, de altid har gjort. Det er der flere gode grunde til, først og fremmest globaliseringen og automatiseringen. Fremtiden er global handel – selvfølgelig efter en række aftaler, man bliver enige om. Automatiseringen af produktionen har været der siden tidernes morgen og vil fortsætte, fordi alle ønsker en mere effektiv produktion og billigere varer. Kunsten er ikke at stoppe udviklingen og sætte toldmure op, Kunsten er at tilpasse samfundene efter den nye virkelighed. Være innovative og fleksible både med udviklingen af arbejdspladser og med den måde, man producerer på.

For sandheden i Fords tilfælde er, at der trods udflytningen af arbejdspladser samtidig i de sidste fem år er skabt tusinder af nye arbejdspladser i en tidligere hensygnende bilindustri i Detroit. Ganske vist i begyndelsen af finanskrisen ved hjælp af offentlige støttemidler, men også ved hjælp af udvikling af både produktionen og arbejdspladserne. Og så er folk ude i verden på grund af globaliseringen blevet rigere, så de f.eks. i dag har råd til at købe de produkter, der produceres i USA.

Ford har ansat 50 procent flere i Detroit i de seneste fem år. Ingen siger, at det ikke fortsætter, selv med udflytningen af produktionen. Og det gode er, at amerikanerne så kan få lidt billigere små biler, fordi lønudgifterne er 40 procent mindre i Mexico.

Men selvfølgelig skal man tage bekymringen alvorligt. For millioner har mistet deres arbejde på grund af globaliseringen. Det problem imødegås ikke ved, at kandidaterne fører en populistisk kampagne mod frihandel. Politikerne skal lede ved at fortælle, hvad de vil. Men det er også opgaven at tegne et realistisk billede af verden anno 2016.