Den amerikanske præsident, Donald Trump, har siden sin tiltræden 20. januar været i en stejlt opadgående læringskurve i international politik.

G20-topmødet i Hamburg endte langtfra i uenighed og et isoleret USA, som de fleste landes stats- og regeringschefer havde frygtet. Mødet sluttede med en sejr til Trump på handels­omådet og en ditto til værten, den tyske kansler Angela Merkel, for at gennemføre et af de vanskeligste G20-topmøde i mange år. Klimadelen voldte dog store problemer, men blev i sidste øjeblik klaret på den måde, at det i slutpapiret konstateres, at USA ikke længere ønsker at være med i Paris-aftalerne, men at de øvrige lande fortsætter inden for rammerne af det aftalte.