USA bærer et ganske særligt klimaansvar. På mange måder et endnu større ansvar end Kina, der ellers i de senere år har udviklet sig til verdens største CO2-udleder.

Det skyldes først og fremmest De Forenede Staters rekordhøje historiske udledninger af drivhusgasser.

Hvis hvert eneste menneskeskabte CO2-molekyle i atmosfæren havde et flag påklistret, ville der stå Stars and Stripes på sådan cirka hvert femte af dem. Det kan ingen andre nationer hamle op med.

På den baggrund er det beskæmmende, at USAs kommende præsident har truet med ikke bare at skrotte landets altafgørende deltagelse i den historiske Parisaftale, der forpligter praktisk taget alle klodens nationer til at redde verden fra farlige klimaforandringer. Han har også bebudet, at han vil revitalisere det ellers globalt uddøende og ekstraordinært CO2-udledende kul, hvilket – hvis det sker – må formodes at få USAs CO2-udslip til atter at stige frem for at falde.

Læs: Trump kan blive »en bombe« under klimaet

Endvidere vil han komme til at stå stort set alene på kloden som en statsleder, der benægter menneskeskabt global opvarmning og dermed den klare videnskabelige konsensus på området. Med mindre han efter sin indsættelse og stik imod alle forventninger tager afstand fra tidligere udtalelse om, at global opvarmning mest af alt er »et svindelnummer« – og lignende.

Det kan sikre Trump et eftermæle som den største klima- og miljøkatastrofe i det 21. århundrede. En mand, som vores børn og børnebørn en dag vil udpege som selveste personificeringen af et klima, der gik amok.

Som den amerikanske politiske blog ThinkProgress skriver med en henvisning til den politiske situation op til og under Anden Verdenskrig: :

»Mens verden har brug for klimaforandringernes svar på Winston Churchill, har vi lige valgt Neville Chamberlain.«

Læs: Reddet vi kloden? Fem for og fem imod

Man kan naturligvis hævde, at man må give New York-matadoren og reality tv-stjernen en chance. I sin sejrstale rakte han som bekendt armene forsonende ud mod verden og sagde, at »vi vil finde fælles grund, ikke fjendskab; partnerskab, ikke konflikt.«

Men man må ikke glemme, at USA før har revet en ellers underskrevet og central klimaaftale i stykker – nemlig Kyotoprotokollen, som George W. Bush trak sit land ud af kort efter sin indsættelse som præsident i 2001.

Man må heller ikke glemme, at Trump har haft Myron Ebell siddende som hjernen bag sit kampagneteams tvivlsomme klima- og energipolitik – en mand, der tilmed ses som storkandidat til fremover at stå i spidsen for USAs miljøbeskyttelsesagentur EPA.

Ebell er en fremtrædende klimaskeptiker og formand for Cooler Heads Coalition, der arbejder for at så tvivl om »klimaalarmisme«.

Endelig ligger det, bl.a. ifølge en analyse i avisen The Guardian, inden for mulighedernes grænse, at Trump på en af sine første dage i embedet annullerer USAs deltagelse i Parisaftalen.

Det er ikke vanskeligt at forestille sig den vrede, det i givet fald vil udløse i bl.a. Kina, Indien og EU. Den vil blive rødglødende. Det vil blive langt sværere at argumentere mod lande, der ønsker at prioritere kulkraft højere en grøn energi, når verdens rigeste og næstmest CO2-udledende nation selv lader hånt om klimaet.

Læs: Dansk monstervindmøllepark skal bygges til udsalgspris

Men selv uden USA vil Parisaftalen fortsat leve. Om ikke andet så på trods. Den grønne omstilling er i gang over hele kloden, selv i USA. Sol- og især vindkraft er efterhånden er blevet så billig og konkurrencedygtig, at den i mange tilfælde kan hamle op med kul. Hvilket bl.a. illustreres af energiselskabet Vattenfalls aktuelle bud på vindmølleparken Kriegers Flak i Østersøen til en uhørt lav pris på 37,2 øre pr. kWh.

Med Trump bag roret i USA tegner det bare til at blive endnu vanskeligere at holde kloden på ret klimakurs, end det var i forvejen.