Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, var lige ved at ødelægge det hele i weekenden. Hans nærmeste medarbejdere havde trængt ham op i en krog i hans guldbeklædte lejlighed i Trump Tower i New York og givet ham et ultimatum: »Enten vælger du Indianas guvernør, Mike Pence, som din vicepræsidentkandidat. Eller også får du et splittet konvent og en intern politisk modstand, der kan koste dig præsidentjobbet,« lød beskeden angiveligt.

Trump accepterede efter en lang tøven og en enkelt panikhandling det arrangerede ægteskab med en guvernør, der med sine egne ord er »kristen, konservativ og republikaner – i den rækkefølge«. Da onde tunger vil vide, at Trump ikke er nogen af delene, ville det være det perfekte »ægteskab«, mente hans rådgivere. Ikke dannet på grundlag af en glødende gensidig sympati. Men en politisk alliance indgået efter nødvendighedens kriterier.

Trump gik med til det, men blev ved midnatstid lørdag grebet af panik og ringede rundt til en række rådgivere for at spørge, om han stadig kunne sige nej. Han ville hellere have en anden. Måske New Jerseys guvernør, Chris Christie, eller den tidligere republikanske formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich. Det kunne han ikke. Den politiske studehandel var i hus. Og han fik ifølge den amerikanske TV-station CNN at vide, at den måtte han leve med. I dag begynder så det, alle har ventet på i måneder med angst eller med glæde. Det Republikanske Parti holder de næste fire dage det politiske konvent, som ved afslutningen torsdag helst skal ende i en kroning af Trump i en festrus, hvor alle er enige om, at mangemilliardæren med de bastante udtalelser godt nok er en mærkelig republikansk kandidat, men at han nu må accepteres. Ikke mindst fordi han har fået en dreven politiker ved sin side.

En kandidat uden større fjender

Pence er kendt som værende en stærk evangelisk kristen. En konservativ med de »rigtige« meninger om abort, den amerikanske mødrehjælp og homoseksuelle ægteskaber. En mand, der har prøvet at være politiker i Kongressen i Washington og er sluppet afsted med det uden at skaffe sig større fjender. En person med en stærk konservativ baggrund, som kan tiltrække vælgerne i det amerikanske bibelbælte, der hvor en anden, tidligere republikansk præsidentkandidat, Ted Cruz, havde sin stærke magtbastioner.

En politiker, som kan samle de kristne og de konservative i en fælles tro på, at Trump retter ind og ikke lige pludselig vender i døren på de vigtige værdispørgsmål. For Trump har udtalt sig positivt om den amerikanske mødrehjælp, som de konservative mener bærer skylden for mange aborter. Og han har ikke altid haft de »rigtige« meninger om homoseksuelle, som Pence har haft det.

Den 57-årige guvernør var en af de første, der forsøgte at gennemføre en lovgivning, der reelt ville gøre det svært for homoseksuelle at drive virksomhed i Indiana, og han har i sin tid i Kongressen været modstander af mange lovgivninger, der reelt ville sidestille homoseksuelle med minoriteter og dermed sikre dem rettigheder blandt andet i det amerikanske militær.

Sandsynlig samler

Men Trump har heller ikke lagt skjul på, at Pence ikke var hans første valg. Som han sagde, da han præsenterede sin vicepræsidentkandidat, var Pence et valg, der skulle forene partiet. Men vil det med den nye udnævnelse lykkes for Trump at få samlet partiet? Sandsynligvis.

Ganske vist er der mange republikanske topfolk, der ikke møder op. Den sidste præsidentkandidat fra 2012, Mitt Romney, bliver væk. Det samme gør medlemmer af den republikanske politiske familie, Jeb, George W. og George H. W. Bush. Og en række andre.

Men formanden for partiet, Reince Priebus, har tilbragt denne weekend med at sikre, at Trumps absolutte modstandere i partiet ikke forsøger et kup, som de har bebudet ved at kræve stemmeændringer, som ville betyde, at alle de såkaldte delegerede ville være frit stillet i stedet for som nu at være bundet til en kandidat i første valg­runde.

Og ifølge det store smil, som Priebus har haft på siden lørdag, ser det ud til at være lykkedes, selv om der stadig er stor modstand mod Trump i partiet. For det er ikke lykkedes kandidaten at nå de vælgere, det er nødvendige at få hentet ind, hvis han skal gøre sig håb om at slå Demokraternes formodede præsidentkandidat, Hillary Clinton.

Latinovælgerne er der ikke endnu, hvilket er et stort problem. Mitt Romney led et nederlag i 2012 mod præsident Barack Obama, fordi han netop ikke kunne tiltrække disse vælgere. Og et af Priebus’ mål var netop at hente latinovælgerne ind ved dette valg, hvilket Trump foreløbig har sat en effektiv stopper for med sine udtalelser om mexicanere, som han tidligt i valgkampen kaldte for »narkohandlere og voldtægtsforbrydere«.

Manglende forståelse for afroamerikanere

Også de sorte amerikanere har det knebet med, fordi han ikke i samme omfang som Hillary Clinton har forstået at nå denne vælgergruppe. Han har simpelthen ikke haft nogen former for forståelse for afroamerikanernes problemer i det amerikanske samfund og har ovenikøbet flere gange talt nedsættende om nogle af de sortes bevægelser – især »Black Lives Matter«-bevægelsen, som er blevet dannet efter utallige drab på sorte fra politiets side.

Men der bliver indtil det sidste sendt giftig­e ord afsted til konventet. Republikanernes tidligere præsidentkandidat Jeb Bush sendte en bredside afsted mod konventet i søndagens The Washington Post. Han skrev, at republikanerne var på en forkert kurs med Trump, og at han håbede, at partiet med tiden ville finde sig selv igen.

»Jeg tror ikke på, at Trump afspejler principperne eller den inkluderende arv i partiet, og jeg håber ærligt talt heller ikke, at han repræsenterer fremtiden for partiet,«, skrev Bush, der i foråret måtte opgive at vinde over Trump og blive partiets endelige kandidat.

Til Trumps held har en anden af de helt store indflydelsesrige republikanere givet Trump sin støtte. Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Paul Ryan, har accepteret ham, og hvis ikke Trump spiller sine kort forkert på det vigtige firedagesmøde, så vil modstanden hos ham blive mindre.

Som Priebus siger til The Washington Post, er Trump en person, folk burde kunne lide.

»Når først de får lov til at opleve Trump, vil de se en person, der faktisk er meget sympatisk,« som formanden for partiet sagde til bladet.

Derfor er der også linet en lang række personer op, som skal tale til hans fordel. Hans hustru, den slovenskfødte Melania, hans fire børn og en række fremtrædende republikanere, deriblandt New Yorks tidligere borgmester Rudolph W. Giuliani. Dog alle næsten hvide mænd på nær enkelte sorte. Der mangler latinoer. Ingen republikanere af latinooprindelse skal tale, som listen ser ud nu.

Dertil er der stadig sket for meget.