Tropper rykker ind i Moskva
Specialstyrker til nedkæmpelse af demonstrationer kørt i stilling i det centrale Moskva.
Specialstyrker til nedkæmpelse af demonstrationer kørt i stilling i det centrale Moskva.
Store kolonner af det russiske indenrigsministeriums specialtropper er rykket ind i det centrale Moskva, hvor de har taget opstilling på gadehjørner og pladser, for tilsyneladende at forhindre en gentagelse af gårsdagens regeringskritiske demonstrationer.
Efter at resultatet af weekendens valg til Dumaen – det russiske underhus var bekendtgjort, samledes en halv snes tusind vrede demonstranter i Moskva, hvor de protesterede mod den udbredte valgsvindel, og hvor en gruppe af demonstranterne forsøgte at gå mod Kreml.
Op mod 300 blev anholdt.
Blandt de anholdte var flere kendte bloggere og kendte ansigter fra de sociale medier, og det er for at undgå en gentagelse, at indenrigsministeriet nu har sendt soldater ind i byen.
Ifølge oplysningerne drejer det sig bl.a. om Dzerzinsky-divisionen, der er specialiseret i at bekæmpe massedemonstrationer.
”Kun for at sikre den offentlige orden,” som en talsmand fra ministeriet siger til The Moscow Times.
Tilhængere af Vladimir Putins parti, Forenet Rusland, har sagt, at de i aften vil samles og at der ventes 10.000 deltagere.