Én ting er jura. Noget andet er politik. Og onsdag har et smalt flertal bestående af regeringen, SF og Enhedslisten givet en næse til tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V), for den rolle han spillede i skattesagen.

Flertallet med Leif Lahn Jensen (S) i spidsen mener, at Troels Lund Poulsen som daværende øverste chef i Skatteministeriet bærer det endelige ansvar for, at blandt andet følsomme personoplysninger om Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag blev videregivet, og at urigtige oplysninger blev givet til Folketingets Ombudsmand.

Hovedpersonen selv »tager næsen til efterretning«, men afviser dog kritikken:

»At et flertal vælger at beslutte at give en næse, kan et flertal jo altid beslutte. Jeg er dog mere tryg ved den juridiske vurdering, som Skattesagskommissionen har lavet af min rolle i skattesagen. Her har kommissionen med formand Lars E. Andersen i spidsen fuldstændig frikendt mig i forhold til de alvorlige anklager, jeg har været udsat for,« siger Troels Lund Poulsen og uddyber:

»Når jeg gør regnebrættet op, kan jeg stå på mål for alt, hvad der er sket i denne sag.«

Skattesagskommissionen stillede dig dog til ansvar for at have videregivet rygtet om Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnocks, seksuelle orientering til din rådgiver Peter Arnfeldt og to ministersekretærer. Det kan du vel dårligt forsvare?

»Skattesagskommissionen er jo delt på det spørgsmål. Der er ingen enig indstilling. For mig starter denne sag med, at jeg var anklaget for magtmisbrug og forsøg på at lave en skatteafgørelse om - meget voldsomme anklager - og derfor må jeg sige, at jeg ikke har tænkt mig at blive ved med at botanisere i det.«

I flertallets udtalelse fremføres det blandt andet, at der som udløber af sagen blev givet urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand. Men den sammenhæng anfægter Troels Lund Poulsen.

»Jeg synes, at det er lidt tankevækkende, at der er en lang række ting, der er faktuelt forkerte i den beretning, der nu er flertal for. Der er selvfølgelig hele spørgsmålet om lækage eller ej, og der minder jeg bare om, at jeg var undervisningsminister på det tidspunkt, hvor lækagen finder sted i 2011.«

»Derudover er jeg altså også fratrådt som skatteminister, da der bliver sendt et brev 1. april 2011 til Folketingets Ombudsmand. Derfor vil jeg sige, at hvis man går efter at gøre mig til genstand for politisk kritik, skulle man have gjort sit arbejde, så man i hvert fald ikke bliver taget på faktuelle fejl,« siger Troels Lund Poulsen.

Den tidligere Venstre-minister peger på, at der nu er gået politik i sagen.

»At Leif Lahn vælger at gøre det her til et partipolitisk spørgsmål, siger mere om, hvordan sagen har udviklet sig, end sagens substans. For mig handler det om, at valgkampen nu er skudt i gang, og det er sådan set fair nok. Det eneste, vi mangler nu, er, at Helle Thorning oplyser om, hvornår vi skal til valgurnerne.«

Så du oplever næsen som et politisk angreb?

»Jeg er ingen tudeprins. Man kan skrive og mene om mig, hvad man vil. Jeg bemærker bare stilfærdigt, at det nu er gået fra jura, til at man gerne vil gå efter nogle bestemte personer, og der er jeg så hovedperson. Det synes jeg ikke er klædeligt for folkestyret.«

Troels Lund Poulsen har nu 14 dage til at læse beretningen igennem og komme med sine kommentarer.