Forestil dig følgende: Du har en samtale med en person, du ikke kender, på en datingside på nettet eller gennem en app på din telefon. I aftaler at mødes et sted for at lære hinanden bedre at kende, men da du møder op på adressen, er det ikke din date, du bliver mødt af.

Til gengæld ser du de ting, I har skrevet om sammen i private beskeder, projiceret op på en bar væg inde i en glascontainer. Foran står en gruppe mennesker og betragter ordene, som betragtede de et kunstværk. Hvordan ville du have det?

Ovenstående oplevede Parker Tilghman, en tilfældig bruger af appen Grindr, der er en datingtjeneste for homo- og biseksuelle mænd, da han i sidste uge ufrivilligt blev en del af den hollandske installationskunstner Dries Verhoevens kunstinstallation »Wanna Play?« i Berlin.

Og Tilghman blev vred. Så vred at han gik ind i containeren og gav kunstneren en velplaceret, syngende lussing.

»Jeg føler mig så misbrugt, at jeg ikke kan beskrive det,« skriver han i en Facebook-opdatering efter oplevelsen og fortsætter:

»Hvordan kan man få sig selv til at offentliggøre samtaler, der, for den man skriver med, er private, uden at fortælle dem, at man gør det?«

Privatliv til diskussion

Det korte svar på Tilghmans forurettede spørgsmål kunne være: Fordi det er kunst. Men er det i orden? Det er straks et mere kompliceret spørgsmål.

»Vi lever i en virkelighed, hvor vi deler alt fra billeder til private oplysninger på nettet, også på steder hvor vi ikke helt er klar over, hvor oplysningerne egentlig havner,« siger Søren Pold, lektor i æstetik og kommunikation på Aarhus Universitet.

»En del af den offentlige debat i dag handler netop om de digitale netværk og om, hvornår noget egentlig er privat. Vores privatliv er til diskussion, og det er derfor også naturligt, at kunstnerne deltager i debatten med deres kunst. Dermed ikke sagt at kunstnerne kan tillade sig at bruge hvad som helst i kunstens navn.«

Med »Wanna Play?« ønskede Dries Verhoeven netop at sætte fokus på datingapps, og hvad de gør ved os som mennesker. Han skriver i en længere opdatering på Facebook:

»Jeg arbejder med at synliggøre, hvad der ligger under overfladen. I dette tilfælde arbejder jeg med den parallelverden, som internettet er – en verden, hvor vi af og til føler os tryggere, end vi gør ude i virkeligheden. Jeg synes, at det er interessant at undersøge, hvordan vi fungerer, når vi tror, at vi er usynlige.«

Udstilling lukkede før tid

Dries Verhoevens udstilling i Berlins udstillingscenter for avantgarde- og performancekunst Hebbel Am Ufer blev lukket ned før tid efter adskillige klager fra offentligheden. Kunstneren skriver blandt andet som svar på klagerne:

»Jeg mener, at anonymiteten er en myte. Alle, der downloader Grindr eller tilsvarende apps på deres smartphones, kan se fotos og profiler. I aftalen med Grindr accepterer brugerne, at deres informationer også kan ses af folk, der ikke er registrerede brugere.«

Grindr-brugeren Parker Tilghman, der var den første til offentligt at påtale kunstinstallationen, kunne have været hvem som helst. Mere og mere af vores liv foregår nemlig digitalt, og dermed udviskes grænserne mellem det private og det offentlige rum, siger Rasmus Vestergaard, kurator på Digital Interactive Art Space (DIAS) i Vallensbæk, der netop ser kunst som »Wanna Play?« som en undersøgelse af vores digitale liv og grænserne mellem det private og det offentlige.

»Den her type kunst er jo en kritik og en undersøgelse af, hvordan vores digitale liv egentlig fungerer. Når du siger noget i en samtale, som ikke bliver optaget, kan du hævde det modsatte næste gang. Men når du deler noget digitalt, sætter du nogle aftryk, som aldrig forsvinder. Og du har tilmed ikke kontrol med, hvor de aftryk bliver ført hen og i hvilken sammenhæng, de bliver brugt. Det, synes jeg, faktisk er vigtigt, at vi husker hinanden på – og beskæftiger os med kunstnerisk.«

Rasmus Vestergaard ville heller ikke selv have tøvet med at udstille »Wanna Play?«.

»Det er et spændende felt, fordi det udstiller nogle træk i vores kultur. Jeg synes, at et værk som »Wanna Play?« rejser en interessant debat, der sætter spørgsmålstegn ved, om du overhovedet har et privat rum i et digitalt univers,« siger han.

Show Me More

Selv om »Wanna Play?« blev kontroversiel, er Dries Verhoeven ikke den første, der aktivt bruger vores privatliv i kunstnerisk øjemed. Sidste år lavede det feministiske kunstnerkollektiv Future Femme under titlen »Show Me More« en udstilling med 300 såkaldte »dick pics« (billeder af mænds kønsdele, red.), efter at en af kollektivets kvinder havde fået tilsendt et af de intime fotos fra en bekendt via sin mobiltelefon.

Kollektivets kvinder, der alle er anonyme, besøgte forskellige datingapps og bad mænd om billeder af deres kønsdele – ofte uden at fortælle dem, at billederne skulle bruges i et kunstværk, der skulle vises offentligt.

Ligeledes har kunstneren XVALA, der er et alias for Jeff Hamilton, på et tidspunkt offentligt overvejet at udstille de lækkede private nøgenbilleder af kendisserne Jennifer Lawrence og Kate Upton som en del af sin udstilling »No Delete«. Han valgte dog i stedet at udstille nøgenbilleder af sig selv.

Flere fotokunstnere leger eksplicit med grænsen mellem det private og det offentlige. Danske Kassandra Wellendorf viste i serien »Public Gaze« billeder af folk i et tog, når de kastede et blik mod hende og hendes kamera. Den New York-baserede kunstner Arne Svenson viste i sin fotoudstilling »The Neighbors« fotografier af sine uvidende naboer i deres private hjem: Sovende, spisende, som silhuetter bag tynde gardiner. Svensons billedserie sætter ligesom »Wanna Play?« spørgsmålstegn ved vores måde at indrette vores samfund og liv på, siger Rasmus Vestergaard.

»The Neighbors« viser helt konkret, at når vi bygger boliger af glas, så kan man se ind. Den udstiller med andre ord konsekvenserne af den virkelighed, vi konstruerer omkring os. Det samme kan man sige om »Wanna Play?«. Den viser, at når vi vælger at leve store dele at vores privatliv på sociale medier og tjenester som Grindr, så er vi med til at ændre grænserne mellem det private og det offentlige rum.«

Søren Pold er enig i, at det kan være udmærket, at kunstnerne ønsker at blande sig i debatten om de nye digitale platforme, vi færdes på.

»Men det retfærdiggør i mine øjne ikke, at de udstiller brugerne,« siger han.

»Jeg synes, at man er nødt til at se på, om der er nogen, der bliver ofre for det kunstværk, man er ved at lave. Og hvis det i virkeligheden er platformen, netværket eller appen, man ønsker at udstille, så må man lave noget kunst, der kan dét.«

»Wanna Play?« skulle efter planen have været åben 1.-15. oktober, men blev lukket seks dage før tid.