Da Mikkel Thygesen rev sin akillessene over i kampen mod FC Midtjylland, betød det 6-8 måneders skadespause. Samtidig satte han sig selv i en skidt forhandlingssituation frem mod kontraktudløb til sommer.

Nu kan han dog ånde lettet op på den front. Brøndbys sportschef Per Rud har indstillet sig på at forlænge aftalen med 29-årige Mikkel Thygesen, som kom til klubben i sommeren 2011.

- Vi har allerede besluttet os til at forlænge kontrakten med Mikkel, siger Per Rud til onside.dk.

Mikkel Thygesen har i løbet af sin tid i Brøndby udviklet sig til en kulturbærer, der altid er garant for hårdt arbejde. En professionel indstilling, der skaffede ham anførerbindet. Det belønnes nu.

- Han betød enormt meget for os i den periode, hvor vi var i vanskeligheder såvel økonomisk som sportsligt. Så naturligvis ønsker vi at beholde ham i spillerstaben. Det er vigtigt for os at komme med denne udmelding allerede nu, eftersom det lettere kan hjælpe Mikkel igennem denne pause efter en vellykket operation, siger Per Rud.