Da Keith Richards var en ung knægt, skrev han en dag et brev til en af sine tanter. En almindelig smøre a la, jeg har det godt og håber, du har det godt, og så kommer det i en sidebemærkning: »Jeg har forresten mødt en gammel skolekammerat, Mick Jagger, og vi er begyndt at spille lidt sammen.«

Brevet fortæller Richards om i sin anbefalelsesværdige selvbiografi »Life« (2010). Ordene »spille lidt sammen« kan man roligt kalde en underdrivelse. Jovist var de et par glade amatørdrenge, der havde fundet hinanden i en fælles interesse for amerikansk jazz, blues og tidlig rock’n’roll. Men spilleriet var alvor, og sammen blev Jagger-Richards kernen i det, der i nu fem årtier har været verdens største omrejsende rockshow og en milliardforretning: The Rolling Stones.