Trine Dyrholm kan blive den første kvindelige danske skuespiller nogensinde til at modtage en European Film Award. Hun er netop blevet nomineret  til den eftertragtede pris for sin rolle i Thomas Vinterberg og Zentropas prisbelønnede film, »Kollektivet«.

Trine Dyrholm er nomineret i den prestigefyldte kategori »Bedste Kvindelige Skuespiller« - sammen med Isabelle Huppert, Emma Suárez & Adriana Ugarte, Valeria Bruni Tedeschi og Sandra Hüller.

Trine Dyrholm er den kun tredje kvindelige danske skuespiller, som nomineres til prisen. Tidligere har Connie Nielsen været nomineret for Brødre i 2005, og Iben Hjejle for Mifunes sidste sang i 1999.

Rollen som Anna i »Kollektivet« indbragte tidligere i år - som den første  kvindelige skuespiller fra Danmark - Trine Dyrholm Sølvbjørnen som Årets Kvindelige Skuespiller på filmfestivalen i Berlin. Prisen blev overrakt på scenen af Meryl Streep.

European Film Awards er Europas svar på Oscar-uddelingen og uddeles af Det Europæiske Filmakademi. Prisen uddeles for 29. gang 10. december i Wroclaw i Polen, der er Europas Kulturhovedstad 2016.