»Lige nu er jeg i en fase, hvor jeg ikke helt ved, hvad forestillingen handler om. Det er en meget stor forestilling med mange medvirkende og meget teknik, så det er først nu, hvor vi kører det hele igennem på scenen, at jeg begynder at se helheden,« siger Alexander Mørk-Eidem.

Umiddelbart et lidt foruroligende udsagn fra den norske instruktør, eftersom vi møder ham kun få dage før premieren. Og som udgangspunkt har han da også hele tiden godt vidst, hvad han vil med sin opsætning af Dostojevskijs roman »Onde Ånder«. Men efter at forestillingen for nylig kom ind i Christian Friedländers overdådige scenografi på Skuespilhusets Store Scene, har han måttet revurdere mange af sine oprindelige tanker.

»Der opstår så mange nye betydninger, og jeg ser tingene i en helt anden fortolkning, end jeg troede, jeg ville gøre. Sådan går det tit,« smiler han.

Vi har netop forladt Store Scene, hvor Christian Friedländers scenografi står som et enormt bygningsværk i tre etager, omkranset af lange, glitrende lameller på alle sider – som den festlige finale på et gigantisk nytårsfyrværkeri. Og »Onde Ånder« skal også være en fest, om end en både kaotisk, forvirrende og grusom én af slagsen, fortæller Alexander Mørk-Eidem, da vi har sat os i de lettere bedagede lænestole fra rekvisitlageret i et hjørne af Skuespilhusets kantine.

Terrorens teater

»Noget af det mest brutale i romanen, men også noget af det mest sjove, handler netop om en fest. Hovedpersonen, som spilles af Nicolas Bro, har som sit projekt at skabe en terrorgruppe og ødelægge alt bestående, men uden tanke på, hvad der skal komme efter. Han vil bare ødelægge og overlader det til andre at bygge op igen. For at narre folk til at gå med på sit projekt skaber han en fest. Den samme fest, der skal narre publikum til at følge historien,« siger han og uddyber:

»Terrorisme er jo på mange måder en slags teater, der med enkle midler skaber frygt i en hel befolkning. På samme måde bruger vores hovedperson denne forestilling til at skabe forvirring, ubehag og frygt hos publikum. Men han gemmer det i en komisk, let atmosfære. Så forhåbentlig bliver det sådan en mærkelig både mareridtsagtig og drømmeagtig følelse, hvor man aldrig helt ved, om det her er sjov eller alvor.«

Fjodor Dostojevskij skrev »Onde Ånder« i 1871-72. Romanen bygger på forfatterens egne ungdomserfaringer i zarens Rusland, da han som medlem af en revolutionær diskussionsgruppe var tæt på at blive henrettet af zarens soldater. Dødsdommen blev dog omstødt i sidste øjeblik, og gruppens medlemmer sendt i arbejdslejr i Sibirien.

Oplevelsen fulgte Dostojevskij og fik stor indflydelse på hans senere forfatterskab.

»Vi har eksperimenteret med at bruge stoffet på forskellige måder og give forestillingen en anden vinkling, end når den bare står på papiret,« siger Alexander Mørk-Eidem.

»Det her er jo ikke en dramatisk tekst, det er dramatisering af en roman. Så tricket er, hvordan man undgår at lave en illustreret klassiker. Hvordan man kan formidle den følelse af kaos, forvirring og ubehag, jeg selv fik, da jeg læste romanen, og som jeg tror, de fleste får, når de læser en roman af Dostojevskij. Hvor man både ler af det, der sker, men hvor det også bliver tilpas grusomt til, at man alligevel ikke helt føler, man har lov til at le.«

Han oplever »Onde Ånder« som Dostojevskijs personlige djævleuddrivelse.

»Det er hans opgør med den russisk nihilisme, hvor man ikke troede på noget, ikke anerkendte noget, hverken regler eller traditioner. Han vil vise, hvor galt det kan gå, når man ikke kan samles om noget, som er vigtigt. Hos Dostojevskij er det Gud, i vor tid er det måske ikke Gud, men hos Dostojevskij er Gud også næstekærlighed og medmenneskelighed,« siger Alexander Mørk-Eidem.

Demokrati i krise

Sammen med Christian Friedländer har han valgt at placere forestillingen i en ramme, der virker nutidig, men alligevel ubestemmelig i tid og sted.

»Vi forsøger at skabe sådan en slags teatral tid og sted, hvor denne historie er mulig. Ikke typisk Rusland, men heller ikke typisk Danmark. Ikke lige nu, men heller ikke dengang i 1800-tallet, hvor romanen foregår. Det bør jo være en forestilling, der handler om i dag. Jeg synes, at alt teater, der handler om »dengang«, er næsten meningsløst,« siger han.

»Personligt synes jeg, vi lever i en tid, hvor vores egoisme, ligesom i »Onde Ånder«, begynder at tage overhånd. Selv om han skrev romanen 35 år før den russiske revolution, forudså Dostojevskij, hvordan det egentlig sunde oprør mod et sygt bestående samfund ville lede til stalinisme og massemord. Fordi der var nogle grundlæggende fejl i systemet. Jeg siger ikke, at vores samfund vil kollapse i morgen, men man ser den samme tendens til, at folk sætter spørgsmålstegn ved demokratiet. De holder op med at stemme ved valgene, og den økonomiske krise får folk til at se sig om efter andre mulige styreformer, teknokrati eller – som i Grækenland – nazistpartiet. I 1970erne udviklede ungdomsoprøret sig også nogle steder til radikalisering og vold med f.eks. Baader Meinhof og Rote Armee Fraktion. På samme måde ser vi i dag yderligtgående reaktioner på begge fløje. Man søger efter enkle løsninger på svære problemer.«