Regeringen forsøger at lande den interne splid om dagpenge med en målrettet job- og uddannelsesindsats for de ledige, der fra 1. januar begynder at falde ud af dagpengesystemet som følge af den forkortede dagpengeperiode.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) afviser SFs og Enhedslistens ønske om at ændre dagpengesystemet, men til gengæld vil hun sammen med arbejdsmarkedets parter forsøge at finde job til de langtidsledige. Senere på efteråret følger en plan med tilbud om uddannelse og opkvalificering.

»Vi skal have gang i en helt særlig indsats over for dem, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet,« siger Mette Frederiksen.

Samtidig slår hun fast, at regeringen »ikke har nogen planer« om at ændre dagpengesystemet og gøre det nemmere at optjene retten til dagpenge. En midlertidig forlængelse af dagpengeperioden kan slet ikke komme på tale.

»Nej, det kan det ikke. Og jeg synes også, der er for lidt perspektiv i den diskussion, der kører lige nu. For ligegyldigt hvad man måtte mene om dagpengeperiodens længde, så er det, der virker i forhold til at bekæmpe langtidsledighed, at få mennesker i arbejde,« siger Mette Frederiksen, der på det område lægger sig op ad den radikale leder, Margrethe Vest­ager, der har afvist at røre ved dagpengesystemet.

Ikke afvist af Enhedslisten

Alligevel bliver hendes plan ikke afvist af Enhedslisten. Finansordfører Frank Aaen har tidligere kaldt det »uomgængeligt«, at der skal ske permanente forbedringer af dagpengesystemet, hvis Enhedslisten skal stemme for finansloven. Men Enhedslistens mål kan godt blive imødekommet, hvis regeringen giver et tilbud om job eller uddannelse til de ledige, der mister dagpengene. Kravet er dog, at det skal tælle som optjening til en ny dagpengeperiode.

»Hvis regeringen udvirker, at de, der er ved at falde ud af dagpengesystemet, får tilbudt et ordinært arbejde, så er vi bestemt tilfredse med det. Med det skal være ordinært arbejde på normale vilkår. Dermed også med ret til at genoptjene dagpengeretten,« siger Frank Aaen.

Hvis det er godt nok, det der kommer ud af regeringens nye trepartsaftale, så kan man godt lave en finanslov med jer, uden at der ændres på dagpengesystemet?

»Ja, for så bliver folk jo ved med at beholde deres dagpengeret,« siger Frank Aaen.

Hvis regeringen omvendt ikke leverer et sådan tilbud om job eller uddannelse, så skal dagpengesystemet ændres, lyder det fra Enhedslisten.

»Så står vi fast på, at der skal ske nogle forbedringer af dagpengesystemet,« siger Frank Aaen.

SF har også efterlyst en særlig indsats for at hjælpe de ledige, og politisk ordfører Jesper Petersen har peget på en gradvis overgangsordning til de nye dagpengeregler eller lettere adgang til genoptjening af dagpengeretten som muligheder. I en skriftlig kommentar erklærer han sig dog »glad og stolt« over regeringens plan om job og uddannelse, som han kalder et første skridt. Han understreger, at SF ikke har krævet en ny midlertidig forlængelse af dagpengeretten.

»Det afgørende for SF er at sikre, at så få som muligt oplever at måtte sælge hus og bil på grund af langtidsarbejdsløshed og udløb af dagpenge,« skriver han.

I SFs folketingsgruppe vil flere dog ændre dagpengereglerne. Beskæftigelsesordfører Eigil Andersen foreslår, at reglerne ændres, så uddannelsesforløb ikke går fra dagpengeperioden.

»Det, som er den farbare vej, er, at uddannelse skal tælle som en »død periode,« siger Eigil Andersen.

SFs erhvervsordfører, Annette Vilhelmsen, der netop er udpeget til af overtage posten som formand for socialudvalget fra partifællen Özlem Cekic, går et skridt videre. Hun vil udvide dagpengeperioden for særlige grupper som f.eks. ældre.

»Det skal gælde for de grupper, som er kommet ud af arbejdsmarkedet og som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet igen, før de eventuelt kan vælge at komme på efterløn. Hvis man har nået en vis alder, og der er et halvt eller et helt år til, at du kan gå på efterløn, er det så rimeligt, at du skal sælge dit hus og din opsparing bare fordi, du ikke når den genoptjening?« spørger hun.