Tre udfordringer for Europa

Da den tyske forfatningsdomstol gav grønt lys for redningspakken til de trængte eurolande, lignede det et stort skridt fremad for den europæiske integration. Nu kan de tyske skatteydere endelig få lov at betale grækernes gæld. Heldigvis for Tyskland sørgede dommerne i de røde kapper for, at der bliver måde med generøsiteten, bl.a. i form af national parlamentarisk kontrol. Endnu en gang står Europa og skælver i balancepunktet mellem nationalstat og union.

Hvor meget kompetence kan demokratiet tåle at overføre til den fælles europæiske beslutningsproces? Jo tættere medlemslandene integreres, desto mere tales der om demokratisk underskud, manglende folkelig opbakning og fraværet af en fælles europæisk identitet. Men er EU-projektet i bund og grund udemokratisk, fordi demokratiet kun fungerer inden for den nationale ramme af fælles sprog og fælles historiske forudsætninger?

Hvis man hælder til at svare ja, risikerer man at overse den væsentlige egenskab ved unionen, at den er et forsøg på at hamle op med globale kræfter, som vi ellers ville stå magtesløse over for. Finanskrisen er vel det hidtil bedste eksempel. Kun ved at gå sammen kan vi - måske - gøre noget ved den, men det indebærer, at landene hver især afgiver noget af deres suverænitet. Nøjagtig ligesom borgerne i nationalstaten afgiver noget af deres personlige autonomi og deponerer den hos de folkevalgte.

Hvad der gælder for individerne i det parlamentariske demokrati, gælder også for staterne i unionen. Idet magten uddelegeres, fjerner den sig fra de enkelte borgere som andet end magten til at vælge og fravælge parlamentarikerne. Eller gør den?

Det politiske liv i de europæiske demokratier gennemsyres af politikernes frygt for vælgerne. Og fordi det er i deres egne lande, at de skal genvælges, ender Europa altid et godt stykke nede på listen over prioriteter. Man kan ligefrem sige, at Europas problem ikke er et demokratisk underskud, men et overskud af misforstået demokratisk vilje til ikke at genere vælgerne med en europæisk dagsorden, som de færreste nærer særlig varme følelser for.

Meningsmålingernes intimiderende indflydelse kan i værste fald udarte sig til populisme, men overalt er handlingslammelse og kortsynede panikløsninger politisk hverdag. Hverken Europas eller nationalstaternes udfordringer kan imidlertid mødes med den kommende valgperiode som tidshorisont. Det kræver et mere koldblodigt lederskab. Det kræver ansvarlige politikere med vilje og mod. Vilje til at gøre, hvad man tror, er det rigtige. Mod til at præsentere vælgerne for sandheden, som man nu ser den.

I nutidens mediesamfund avler demokratiet desværre en anden type politikere, end der er brug for, men vælgerne udgør selv hovedproblemet. Med søvngængeragtig automatik foretrækker vi nemlig de politikere, der omsorgsfuldt vil lulle os i søvn til vores respektive yndlingsmelodier frem for at vække os til den kolde virkelighed, der jo ikke bliver mindre ubehagelig af, at den er fælles. Mens den ene side af vælgerkorpset drømmer om skattelettelser, drømmer den anden side om dagpenge forever, og hvad der gælder for borgerne i nationalstaten, gælder også for landene i EU.

Krisen har blottet et europæisk skisma, der går tilbage til Reformationen. I nord overvejer de solvente protestanter, om de har råd og lyst til at redde de insolvente katolikker sydpå. I syd går folk på gaden og demonstrerer, som om krisen var onde kræfters anslag mod velerhvervede privilegier såsom retten til at blive pensioneret i halvtredsårsalderen. I nord er velfærdssamfundet frugten af en social kontrakt båret af pligtmoral, gensidighed og tillid til samfundets institutioner. I syd opfattes staten snart som en uransagelig fjende, snart som en art guddommeligt forsyn, og det vil i begge tilfælde sige en størrelse, der lever sit eget liv uden for de menige borgeres indflydelse.

Ingen hjælpepakke vil være stor nok til at redde Grækenland, hvis grækerne ikke alle som én begynder at betale skat. Men under så simpel en konstatering gemmer sig den dybereliggende forskel, at grækerne i lighed med italienerne og spanierne har deres historiske grunde til at nære mistillid til staten.

Spørgsmålet er, om EU som projekt vil være stærkt nok til at overkomme forskellen. Ikke mindst fordi det samme spørgsmål i en mere præcis, men også mere kontroversiel udgave går på, om sydeuropæerne vil kunne komme til at ligne os nok til, at den europæiske solidaritet kan bære. Kan de reformere deres arbejdsmarkeder? Kan de få deres unge i arbejde? Kan de gøre op med korruption og klientelisme? Kan deres statslige institutioner komme til at afspejle civilsamfundet?

Det burde ikke kun være en diskussion om nord og syd. Det burde også være en diskussion mellem nord og syd, men det kan vi godt glemme, så længe vi ved så lidt om hinanden. Selv i Nordeuropa, hvor borgerne har større tillid til politikerne, er man tilbøjelig til at klandre sidstnævnte for alle samfundets og Europas problemer. Men samfundet, det er jo os, og det samme er Europa. Vi ved det bare ikke, for vi taler ikke sammen, som europæere. Når vi rejser, kommunikerer vi nødtørftigt på det Mickey Mouse-engelsk, der er blevet den globaliserede verdens lingua franca, men vi er afskåret fra dybere indsigt i hinandens baggrund.

Da euroen kom til verden, blev der spurgt, om det var muligt at formulere en fælles europæisk identitet. Man behøvede kun at se på pengesedlerne for at få svaret. For ikke at fornærme nogen havde den europæiske centralbank besluttet, at den fælles valuta skulle illustreres med fiktive, idealiserede eksempler på europæisk arkitektur, og lige så fiktiv er forestillingen om en fælles europæisk kultur.

Identiteten er fortsat knyttet til den lokale eller nationale kulturtradition, før alt andet til det sprog, man taler. Historien om Europa som et fælles rum er en fortælling om møder, fredelige eller krigeriske, om påvirkning, udveksling og nuancer inden for de fælles forudsætninger, som er nedarvet fra antikken og kristendommen i form af humanisme og respekt for det enkelte menneskeliv.

Selve den kulturelle mangfoldighed er i al sin modsætningsfulde rigdom, hvad der rummes i begrebet Europa. Derfor er det så katastrofalt, at de europæiske hovedsprog er gledet ud af undervisningen både hos os og i de andre lande, ikke bare i grundskolen, men også i gymnasiet og på de højere uddannelser. Her er ikke bare tale om at beklage tabet af almen dannelse og kulturel horisont. At kunne mødes som europæere på andet end lufthavnsengelsk er en forudsætning for at overkomme skismaet mellem nord og syd. Fastholde og uddybe forståelsen for, hvorfor det skulle være en god idé at uddelegere mere magt til Bruxelles.

Inden for kulturlivet har globaliseringen blot betydet øget turbo på den angloamerikanske dominans, der slog igennem efter Anden Verdenskrig. Oversat litteratur fra andre europæiske sprog er et nichefænomen, og det samme gælder film og TV. Afspejler markedet bare, hvad folk vil have? På nationalt plan er det kulturpolitisk konsensus, at kun et rigt og varieret udbud sikrer ægte valgfrihed i kulturforbruget. På europæisk plan burde den samme indsigt gøre sig gældende. Ikke for kunstnernes skyld, men fordi bøger og film ligesom al anden kunst giver os indsigt i, hvordan de andre lever og tænker.

En europæisk kulturpolitik kan selvfølgelig ikke stille noget op over for de økonomiske problemstillinger, der tårner sig op. Men den ville kunne stimulere til, at europæerne måske i højere grad så det som et fælles ansvar og en fælles interesse at finde fælles svar på spørgsmål, der angår os alle.