Tre personer er fundet døde i et populært turistområde i Sirdal, Norge. Deres identitet er endnu ukendt, men politiet mener ikke, at det er nordmænd. Nu efterlyses også en fjerde person.

Politiet fik efter klokken 11 torsdag melding om fundet af en omkommet mand i området.

Da politiet ankom, fandt de yderligere en omkommet kvinde i et telt. De gennemsøgte efterfølgende området, og kort før klokken 15 fandt de et tredje lig.

- Vi antager, at de blev overrasket af dårligt vejr på deres gåtur i området, siger lederen af efterforskningen, Egil Eriksen i en pressemeddelelse.

Der er i alt fundet fire rygsække, så politiet regner med, at et fjerde offer for vejret befinder sig i området. Politiet sætter massivt ind med helikoptereftersøgning og hundepatruljer i området.

Politiet oplyser, at der sandsynligvis ikke er tale om nordmænd, men andre europæere.

- Vi har fundet en tyskregistreret bil, som vi sætter i forbindelse med sagen, siger Egil Eriksen til VG.no, der har fået information, der tyder på, at to af de omkomne var fra Tyskland, en fra Schweiz og en fra England.

Hos Udenrigsministeriet i Danmark følges sagen tæt.

- Vi følger med i sagen. Vi ved ikke, om det er danskere, og vi hører sandsynligvis først noget i morgen. Umiddelbart regner vi ikke med, at det er danskere, siger vagthavende hos Udenrigsministeriet.

De sidste livstegn fra de omkomne var i lørdags, hvor de noterede deres videre planer i en gæstebog i en hytte. De skulle videre til en anden turisthytte, hvor de aldrig dukkede op.