Fredag aften klokken 20 blev der begået røveri mod Dagli Brugsen i Kliplev syd for Aabenraa.

»Tre maskerede mænd kom efter lukketid til bagdøren i forretningen. Med kniv truede de personalet til at udlevere et større pengebeløb. De to ansatte blev bundet, inden gerningsmændene forsvandt. De løb ud af bagdøren og videre ad Elmevej mod vest,« skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet beder om hjælp i forbindelse med røveriet og har udsendt følgende signalement af røverne. Den ene beskrives som mand, 25-35 år, 175-180 cm høj og almindelig kropsbygning. Han talte dansk med accent og var iført mørkt tøj, sort hættetrøje med hvid lynlås, brune sko med lys sål og grå murerhandsker med gummibelægning. Han var maskeret med camouflagemønstret paintballmaske.

Den anden beskrives som mand, 25-35 år, 175-180 cm høj og almindelig af kropsbygning. Han var iført sort trøje, mørkeblå Adidasbukser med turkis striber og mørkebrune sko med lys bund som går op skosnuden. Han bar sort elefanthue, skibriller af mærket Alpina med rødt glas og grå murerhandsker med gummi.

Den tredje beskrives som mand, 25-35 år, 170-175 cm høj og almindelig af kropsbygning. Han var iført mørk trøje med lys trøje under, mørke cargo-bukser, sorte sko med hvid skrift og hvid sål. Han bar en sort elefanthue og grå handsker med gummibelægning.

Syd- og Sønderjyllands Politi hører meget gerne fra vidner på telefon 114.