Hvis vi antager, at politikerlede er uheldigt i et demokrati, og hvis vi antager, at den i dag er større, end godt er, melder sig naturligt spørgsmålet om, hvad vi gør ved den.
Nedenfor har jeg opridset tre bud på, hvordan politikerleden kunne mindskes. Andre ting kunne sikkert gøres. Omvendt ville det givetvis have positiv effekt, hvis der blev gjort noget ved disse tre forhold.
For det første bør vælgerforeningerne tænke sig bedre om, når de udpeger kandidater. Der er sket det i de seneste årtier, at stadigt færre har de karakteristika, som tidligere valgte repræsentanter havde: en forudgående karriere som f.eks. fagforeningsmand, selvstændig med interesse- organisationserfaring eller embedsmand. En betydelig del af MFerne i dag har en yderst beskeden erhvervserfaring og har i stedet haft deres udkomme fra jobs i den politiske »boble«. Hvis der skal laves om herpå, hviler ansvaret på vælgerforeningerne.
For det andet bør fremtidige statsministre sandsynligvis være sig mere bevidst om, hvad der kræves af regeringernes ministre. I dette tilfælde burde en betydelig erhvervserfaring og aldersmæssig modenhed være uomgængelig. En minister tegner så at sige butikken på sit område, hvilket man gør bedst, når man er i besiddelse af et betydeligt etos. Hertil kræves i langt de fleste tilfælde ovenstående. I dette tilfælde peger ansvaret for en mindskelse af politikerleden på den til enhver tid siddende statsminister.
Det er imidlertid ikke nok, at vælgerforeningerne sørger for, at de rigtige personer stiller op, og at statsministeren udpeger de rigtige ministre. Der bør også for det tredje være instanser, som kan sørge for, at sager undersøges, når noget går galt.
I den forbindelse kan noget tyde på, at det er særligt problematisk for en mindskelse af politikerleden, når ministre fra såvel blå som rød blok har været involveret i et sagskompleks. I disse tilfælde er der ofte en tendens til, at det politiske ansvar fejes ind under gulvtæppet. Her kunne man f.eks. tænke på milliardtabene i SKAT eller salget af Statens Seruminstitut. Det er efter alt at dømme skadeligt for tilliden til det politiske system og dermed for løsningen af problemet med politikerleden, når sådanne sager på tværs af »linjen« i Folketinget ikke undersøges tilstrækkeligt grundigt, og at der ikke pålægges et politisk ansvar.
Løsningen på sidstnævnte kunne f.eks. bestå i, at et mindretal på f.eks. en tredjedel af folketingsmedlemmerne fik mulighed for at få en sag undersøgt til bunds, hvilket også kendes fra grundlovsbestemmelsen angående udskrivelsen af folkeafstemninger. I så fald er det noget, som et bredt flertal skulle blive enige om som en mulighed, selv om selvsamme flertal kunne blive »ramt«. Det er derfor kun noget, som ville kunne gennemføres som en procedure i Folketinget, hvis en stor gruppe af de nuværende MFere så det som nødvendigt for en langsigtet løsning på problemet med politikerleden.