En højlydt eksplosion er torsdag eftermiddag blevet hørt i Sankt Petersborg nær et område, der tidligere på dagen blev ransaget i forbindelse med et blodigt metroangreb mandag.
Ingen er kommet til skade. Det skriver Reuters, der citerer nyhedsbureauet RIA.
I forbindelse med ransagningerne har de russiske myndigheder anholdt tre formodede medsammensvorne bag angrebet, som kostede 14 livet og sårede omkring 50 i metroen i Sankt Petersborg.
De blev anholdt efter ransagninger, som fandt sted tidligt om morgenen i udkanten af den russiske millionby.
Her blev der også beslaglagt materiale, som kan bruges til at fremstille bomber. Der var tidligere meldinger om, at det var en sprængfarlig anordning.
Senere torsdag er det kommet frem, at mængden af sprængstof er på størrelse med og minder om en ueksploderet bombe, der blev fundet i metroen mandag.
Beboerne i etagebygningen, hvor genstanden blev fundet, blev evakueret til en nærliggende børnehave.
De anholdte personer i lejligheden, som blev ransaget, var ikke ejerne af lejligheden.
Det oplyste distriktslederen i Nevskij, Konstantin Serov, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass tidligere torsdag.
- Der er behov for mere tid til at finde ud af, hvordan de fandt stedet (lejligheden, red.), sagde han.
Angrebet er det dødeligste nogensinde i Ruslands næststørste by. Siden har russerne slået hårdt ned på formodede terrorister.
Gerningsmanden bag er identificeret som Akbarsjona Jalilov. Han stammer fra Kirgistan. Han skal have haft radikale islamistiske forbindelser. Jalilov mistede selv livet under angrebet.
Man mener, at han selv placerede den anden ueksploderede bombe, som blev fundet efter angrebet.
Onsdag anholdt russiske efterforskere seks mennesker på mistanke om, at de har rekrutteret medlemmer til terrorgrupper.
Der er ikke noget bevis for, at de seks anholdte har noget at gøre med mandagens bombe i metrotoget.