Cecilie Ekstrøm Nielsen 20 år. Ønskede at komme ind på fysioterapeut.

»At flytte til Jylland er måske lige at stramme den«

Jeg har fået afslag på min kvote 2 ansøgning som fysioterapeut. Det er den eneste uddannelse, jeg har søgt. Jeg har søgt bredt på Sjælland og på Fyn, men jeg har undladt at søge i Jylland.

Hvorfor ikke Jylland?

Jeg synes, Jylland er for langt væk. Det er i København, jeg har mit liv. Jeg underviser i en masse dans på en skole i Brøndby, og det ville jeg have svært ved at tage afsked med. Jeg prioriterer uddannelse højt, men jeg prioriterer også min dans.

Hvad er planen nu?

Min plan er nu at finde en anden måde at blive fysioterapeut på. Jeg kigger på nogle uddannelser, som minder om fysioterapeut blandt andet på uddannelserne afspændingspædagog og massør.

Gennem de uddannelser kunne jeg få noget relevant erfaring, som ville gøre mig til en mere attraktiv kvote 2-ansøger til fysioterapiuddannelsen.

Jeg bliver bare ved, indtil jeg kommer ind. Det er første gang, jeg søger. Det kan godt være, der går to eller tre år, inden jeg kommer ind, men sådan er det jo.

Jakob Svenningsen 20 år. Ønskede at komme ind på medialogi.

»Sidste år var der ikke karakterkrav, i år var snittet pludselig 7,3«

Jeg har fået afslag på min ansøgning til Medialogy i København. Jeg har også søgt ind på Kunsthistorie og Film- og medievidenskab. Men det var Medialogy, som jeg helst ville ind på.

Hvorfor gik det galt?

Sidste år havde Medialogy ikke et karakterkrav, men i år ligger snittet på 7,3, hvilket desværre er for højt for mig.

Hvad er planen så nu?

Min plan er nu at søge ind som datamatiker. Jeg vidste faktisk ikke, at der var en masse uddannelser, som havde et efteroptag.

Uddannelsen som datamatiker kan forhåbentligt hjælpe mig med at komme ind på Medialogy, så drømmen om at blive spildesigner kommer nærmere.

Jeg overvejer også at tage på en filmskole i Vancouver. Den skole kan give mig en masse kontakter inden for den verden. Den varer et år og koster 150.000 kr., så hvis det er det, jeg vælger, bliver det noget med at tage nogle lån.

Fadi Abdemhalim 20 år. Håbede på at komme ind på HA-IT på CBS.

»Jeg må nok gå på kompromis med min uddannelse«

Jeg har fået afslag på min ansøgning til CBS. Jeg søgte ind på HA(it.), og jeg har ikke søgt andre uddannelser.

Hvor gik det galt?

Sidste år havde jeg snittet til det, men jeg tænkte, at det nok ikke hastede, og jeg tog ud og rejste. Men snittet er uheldigvis steget fra 7,2 til 7,7 i år, og nu er jeg ikke kommet ind.

Hvad er planen nu?

Jeg vil meget gerne starte med at studere i år. Det kræver desværre nok, at jeg må gå på kompromis med min uddannelse. Jeg håber at kunne finde en uddannelse, som minder tilpas meget om HA(it.), men det er endnu ikke lykkedes.