Selskabet bag Rejsekortet mangler penge, og der er ingen udsigt til, at brugen af kortet kan betale regningen.
Derfor vil transportminister Magnus Heunicke (S) få alle passagerer i den kollektive trafik til lommerne, uanset om det benytter kortet eller ej, skriver Ingeniøren.
Rejsekort A/S ejes af bus- og togselskaberne, som betaler en afgift, hver gang en passager har benyttet kortet, men Rejsekortet mangler i dag 256 millioner kroner i forhold til det budgetterede.
Magnus Heunick erkender, at det ikke kan lade sig gøre at finansiere udgifterne med de passagerer, der bruger Rejsekortet.
Han vil derfor nu have DSB og landets regionale trafikselskaber til at betale efter en fordelingsnøgle, som omfatter deres samlede omsætning og antal passagerer, uanset om passagererne benytter rejsekort eller andre typer af billetter.
Ministerens beslutning mødes med kritik.
»Argumentet for at indføre Rejsekortet forsvinder, når kortet ikke kan finansiere sig selv. Nu er det bare alle togrejsende, der betaler, uanset om de vil bruge kortet eller ej. Det ligner en ekstraskat på transport,« siger Henning N. Jensen, der er er konsulent i betalingskort og iagttager af projektet.
Han kalder det »nærmest skandaløst«, at der mangler en kvart milliard kroner, og at ministeriet først i slutningen af 2014 blev opmærksom på, hvor galt det stod til, skriver Ingeniøren.