Trafikkaos truer søndag
Store dele af vejnettet i København og Nordsjælland vil være lukket eller delvis afspærret, når 2000 atleter deltager i ironman-stævnet Copenhagen Challenge.
Store dele af vejnettet i København og Nordsjælland vil være lukket eller delvis afspærret, når 2000 atleter deltager i ironman-stævnet Copenhagen Challenge.
Bliv hjemme, slå græs og hyg dig med familien i morgen søndag, hvis du bor på - eller omkring den 180 km lange rute, hvor der cykles og løbes fra søndag kl. 7.00 til de sidste er i mål ved 20.00 tiden.
København er nemlig vært for Challenge Copenhagen, et ironman-stævne, hvor der først svømmes 3,8 km, derefter cykles 180 km og til sidst løbes 42,2 km.
Stævnet forventes at få 2.000 deltagere fra 25 nationer foruden et kæmpestort publikum langs ruten. Mellem 50 – og 100.000 forventer arrangørerne.
Strandvejen lukket nordpå
Deltagerne starter søndag kl. 7.00 med 3,5 km svømning ved Amager Strandpark. Så cykles der ad Amager Strandvej over Langebro, langs havnen ud til Esplanaden og Langelinie og derefter ad Strandvejen nordpå til Humlebæk.
Derfor er Strandvejen lukket for kørsels i nordlig retning, mens man hele dagen kan køre i sydlig retning ind mod byen.
Fra Humlebæk cykles der ud mod Kongevejen ad Langstrupvej og tilbage mod København via Virum, Holte og Lyngby. På den lange strækning langs Kongevejen er der kun ét spor i sydlig retning, mens der fra Jægerborgsvej, Smakkegårdsvej, Høeghsmindevej og Tranegårdsvej er lukket for kørsels i sydlig retning.
Nu cykles der igen ad Strandvejen ind til City, hvor deltagerne skal løbe maraton langs havnefronten, i alt tre gange 14 kilometer, inden de kan løbe i mål på Christiansborg slotsplads ved 20-tiden.
Flere gader city er helt lukket
Fra kl. 7 til 11 er trafikken fra Amager Strandpark og Prags Boulevard ensrettet mod city. Undtaget er Langebro, hvor man kan køre i begge, retninger, dog kun i spor. Flere steder på Østerbro vil der også være lukket eller ensrettet indtil kl. 18.00.
Hele strækningen langs havnen, dvs. Christians Brygge, Havnegade, Toldbodgade og Amaliegade er helt lukket for trafik mellem kl. 7.00 og 23.00.
Politi, Hjemmeværn og officials fra Challenge Copenhagen vil stå langs hele ruten og hjælpe deltagerne, publikum og borgerne i de forskellige byområder, så trafikken kan afvikles sikkert.
På hjemmesiden www.challengecopenhagen.com kan man downloade kort over alle de vejstrækninger, hvor der cykles og løbes under stævnet.