Skellet mellem rig og fattig er trukket gevaldigt op i Rio de Janeiro i Brasilien, efter at sønnen af landets rigeste mand har dræbt en fattig arbejder i en trafikulykke, skriver New York Times.

20-årige Thor Batista var en aften på vej hjem fra en middag i sin fars milliondyre Mercedes SLR McLaren, da han påkørte og dræbte den 30-årige Wanderson Pereira dos Santos, som kom cyklende. Efterforskningen har konkluderet at Batista overholdt fartgrænserne på strækningen, som er kendt for sine mange trafikdrab. Men ingen ulykker tiltrukket sig så meget opmærksomhed som denne.

Wanderson Pereira dos Santos tilhørte den absolut fattigste del af Brasiliens befolkning. Han boede med sin kone i et skur ved siden af motorvejen i Rio de Janeiro-forstaden Duque de Caxias, hvor han blev påkørt. Wanderson Pereira dos Santos var cyklet ud for at købe mel til en kage, så han kunne fejre sin kones fødselsdag.

Principiel sag

Men historien har udviklet fra at være en tragisk nyhed, hvor en mand mister sit liv unge liv, til at blive en principiel debat om det kæmpe skel mellem rig og fattig i Brasilien.

Thor Batistas milliardær-far, Eike Batista, har nemlig været ude på de sociale medier og bedyre sin søns uskyld på en mere eller mindre usympatisk måde.

Dagen efter Wanderson Pereira dos Santos' begravelse, skrev Eike Batista en twitterbesked, hvor han beskylder ofret for selv at være skyld i ulykken, og at Wanderson nemt kunne have dræbt Thor Batista og hans ven, som også sad i bilen.

Forskelsbehandling

Samtidig har den unge Thor Batista været aktiv på Twitter, hvor han på forskellig vis har beskrevet, hvad han gjorde for at undgå ulykken, og at han aldrig har været i en ulykke før.

Men pressen i Brasilien har pointeret, at det simpelthen ikke passer. For mindre end et år siden, ramte Thor Batista en anden cyklist og brækkede cyklistens bækken i ulykken. Og han har en række andre sager på halsen, hvor han er blevet dømt for at køre for hurtigt. Noget der samlet set for alle andre ville betyde en frakendelse af kørekortet, skriver avisen O Globo.

Vreden over, hvad den fattige del af Brasilien mener er forskelsbehandling, har fået en masse mennesker på gaden. F.eks. har en cykeldemonstration fundet sted, hvor cyklisterne bar skilte med ordlyden: Vi er alle Wanderson.

Ingen tiltale

Thor Batista er ikke blevet tiltalt for noget, men ikke desto mindre har Eike Batista ansat en tidligere justitsminister til at forsvare sønnen, og skriver på Twitter, at han kun ansætter de bedste og, at han vil gøre alt i sin magt for at beskytte sønnen. Han slutter beskeden af med spørgsmålet: Er det er problem?

Sagen er ikke afsluttet endnu. Men enken og den efterladte mor til Wanderson Pereira dos Santos søger erstatning fra familien Batista.