Der findes næppe noget mere enerverende end at stå i kø. Ikke sådan en partykø rettet mod baren eller toilettet under en god fest, men en kø på Borgerservice, i Ambulatoriet for Blodprøvetagning på Riget eller i kø for at få sin pakke udleveret på posthuset en lørdag formiddag.

Men nu kommer den japanske bilfabrikant Nissan de køtrætte til undsætning. Som led i sin udvikling af intelligente produkter til hverdagen har Nissan netop præsenteret sin »ProPilot Chair«. Den er inspireret af bilproducentens eksperimenter med selvkørende biler og den halv-autonome teknologi, der allerede er installeret i nogle af Nissans modeller. En teknologi der eksempelvis under bykørsel kan hjælpe med at opretholde en passende fart, altimens man holder afstand til forankørende.

ProPilot-stolen skal – mere lavpraktisk – gøre det nemmere at stå i kø. Man sætter sig i den behagelige, instruktørstolslignende anordning på hjul, stolen registrerer vægten af den nye kødeltager og tager så over. Man kan læse en bog, tage en slapper, høre musik eller føre en telefonsamtale. Imens sørger stolen for at køre én frem i køen, mens sensorer i stolen sikrer, at man holder en passende, ikke-intimiderende afstand til de forankørende i køen. Skulle en opgive undervejs, registrerer stolen selv, at vedkommende er smuttet, og stolen forlader pænt ventelinjen og triller bagest i køen til de sidst ankomne.

Aldrende befolkning

Så bliver det ikke mere dovent, og – vil nogen indvende – sidder vi ligesom ikke nok ned i forvejen og bliver fede, sukkersygeramte og blødknoglede? Jo, men med til historien hører det, at Japan står over for en demografisk kæmpe­udfordring. Japanerne får for få børn. I dag er 27 pct. af den japanske befolkning over 65 år. I 2050 forventes andelen at være 40 pct., vurderer den japanske regering ifølge BBC. Det er en befolkningsgruppe, for hvem lange ophold i en kø aldrig nogensinde bliver festligt, og som på godt og ondt tvinger de japanske virksomheder ud i innovation af automatiserede løsninger på problemer, der ventes at opstå i takt med, at befolkningen ældes.

Ifølge internationale medier vil Nissan påbegynde de første offentlige forsøg med robot-kø-stolen i 2017. Systemet af kø-stole vil blive opstillet ved udvalgte restauranter, hvor der ofte opstår lange køer. Indtil udgangen af december kan restauranter i Japan ansøge om at få gavn af stolene ved at tweete restaurantens navn og hashtagget #NissanProPilotChair. Indtil da kan man se og prøve prototypen hos Nissan i Yokohama, skriver Business Insider.

Mondai nai er japansk og betyder »ikke et problem«