NordicBet Ligaen - også kendt som 1. division - er blevet ramt af en meget overraskende trænerafgang.
Det er cheftræner Johan Lange, som stopper i Lyngby med øjeblikkelig virkning. Johan Lange, der har en fortid som assistent for Ståle Solbakken i både FC København og Wolverhampton, debuterede som cheftræner i sommer, da han overtog jobbet i Lyngby efter Niels Frederiksen skiftede til Esbjerg.
Lange var udset til at bygge Lyngby op til at blive en Superligaklub igen, men det unge trænertalent kaster altså håndklædet i ringen efter blot en halvsæson, da han ikke mener, at han kan få sine ambitioner opfyldt i klubben.
Både Lyngby og Johan Lange understreger, at der ikke er noget dramatisk i Langes stop i klubben.
- Jobbet i Lyngby Boldklub har ikke levet op til de forventninger, som jeg gik ind i projektet med. For at sige det lige ud er økonomien i Lyngby Boldklub jo rigtig sund, men som cheftræner arbejder man med en anden tidshorisont. Ledelsen har lagt en langsigtet plan, og det kan jeg godt forstå, når man ser det i det store billede, siger Johan Lange, mens direktør Brian Lemmeke supplerer:
- Det er naturligvis ærgerligt, at vi mister en god træner. Personligt havde Johan og jeg et godt samarbejde, men jeg vil ikke afvige fra vores koncept om ansvarlig fodbold. Vi vil drive en økonomisk sund fodboldklub her i Lyngby, og selvom vi pludselig fik en pose penge, er det den nuværende plan, der tæller. Vi vil bygge op fra bunden både på administration, faciliteter og talent, forklarer Brian Lemmeke.
Ny cheftræner i Lyngby bliver assistenttræner Jack Majgaard.
- Rent sportsligt er Jack Majgaard som ny cheftræner det eneste rigtige. Både Niels Frederiksen – og nu Johan Lange – har anbefalet Jack flere gange. Han er meget vellidt blandt spillere, og han kender spillestilen og klubben indefra. Jack har været en vigtig del af den succes, som klubbens 1. hold har haft i de sidste fem år, siger Lyngbys direktør Brian Lemmeke.
Lyngby indtager en femteplads i 1. division, der har haft sidste spillerunde i år og er gået i vinterhi.