Der er tvivl om, hvorvidt supersprinteren Mark Cavendish er i stand til at stille til start på anden etape af årets Tour de France, efter han var involveret i et styrt på første etape og slog sin skulder slemt.
Men den beslutning burde Omega Pharma – Quickstep-rytteren overhovedet ikke få lov at tage selv. Han skal i stedet smides ud af årets Tour. Så klar er meldingen fra Stein Ørn, træner til Mark Cavendishs sprinterrival Alexander Kristoff.
Den hårde udmelding kommer, fordi Mark Cavendish i forsøget på at komme ud af et mylder af ryttere i opløbsstrækningen lænede sig op ad Simon Gerrans med sin hjelm, og da den australske rytter flyttede sig, fik Cavendish overbalance og styrtede med Gerrans og andre. Efterfølgende har Mark Cavendish undskyldt over for Gerrans, men det er ikke nok, mener Stein Ørn.
- Jeg tvivler på, at nogen af dommerne har nosser til at smide ham ud, men det er egentlig den rette ting at gøre i sådan en situation. Man sætter andre udøvere i en klart farlig situation, siger Stein Ørn til Procycling.no.
- Problemet for Cavendish er, at han taber hovedet og besindelsen undervejs. Han skal vinde på hjemmebane, men bliver spærret inde, tilføjer Stein Ørn.
Løbsarrangøreren ASO har ikke straffet Mark Cavendish for styrtet, men det skyldes ifølge Stein Ørn udelukkende, at den britiske sprinter har et stort navn, og træneren føler sig sikker på, at Alexander Kristoff havde fået en anden behandling, havde det været ham, som var skyld i styrtet. - Han var blevet diskvalificeret. Det er helt sikkert. Cavendish sender Gerrans i asfalten med 70 kilometer i timen og skader ham alvorligt. Alexander er bare glad for at være kommet helskindet igennem, men det er klart noget, som dommerne bør reagere på, slutter Stein Ørn.