»No bullshit«, lyder mottoet ude i Fremad Amager, men ikke desto kan den traditionsrige klub inden længe stå i bullshit til halsen.

Klubben har nemlig ikke noget lysanlæg hjemme i Sundby Idrætspark, og et lysanlæg skal der til, hvis klubben vil fortsætte med at spille i 1. division, og hvem ved, måske en dag rykke op i den allerbedste række.

Men stadion på Englandsvej er ejet af Københavns Kommune, og kommunen har sagt nej til at investere de cirka seks millioner kroner, som et lysanlæg koster.

Et lysanlæg, som klubben ifølge direktør for Fremad Amager Elite, Flemming Rosenkrantz, ikke selv har midlerne til at bekoste, og som kommunen efter hans og klubbens mening bør bekoste. Akkurat som kommunen har investeret i et lysanlæg på 2. divisions-klubben Brønshøjs hjemmebane, Tingbjerg Idrætspark, ligesom der også er lys over den kommunale Valby Idrætspark, hvor Frem fra 2. division hænger ud.

Derfor frygter amagerkanerne nu, at de måske allerede på et møde om et par uger med DBU og Divisionsforeningen får at vide, at de ikke får en ny dispensation til at spille på hjemmebane uden lysanlæg i næste sæson, sådan som de har fået dispensation til i denne sæson.

Kan Fremad Amager ikke leve op til fodboldmyndighedernes krav om det rette antal lux, pærer og tårne, skal klubben enten finde en anden hjemmebane, Valby eller Tingbjerg er mest nærliggende, eller den må lide den tort at blive tvangsnedrykket til Danmarksserien, oplyser direktøren.

Men en hjemmebane uden for Amager er utænkeligt, understreger Flemming Rosenkrantz. Fremad Amager hører til på den ø, hvor den blev grundlagt tilbage i 1910. Derfor har han kun hovedrysten til overs for, at kultur- og fritidsborgmesteren Carl Christian Ebbesen (DF) over for klubben har luftet muligheden for, at Fremad Amager i stedet kunne spille hjemme i f.eks. Tingbjerg.

»Vi frygter, at vi ikke får dispensation til at spille uden lys igen næste år,« siger han.

Det er der ikke udsigt til lige nu?

»Nej, ikke som det ser ud nu,« siger Flemming Rosenkrantz:

»Borgmesteren har så tilbudt, at vi bare kan spille på Tingbjerg Ground. No way. Det gør vi ikke. Under ingen omstændigheder. Vi er lokalt forankret. Der bor 200.000 mennesker på Amager, og vi har en klub herude, som vi er ret stolte af, og vi har meget svært ved at se, at vi og vores fans skal rejse på tværs af København, så langt væk som muligt, for at få lov at spille 1. divisionsfodbold.«

For ham rimer Fremad Amager på Sundby Idrætspark, og derfor vælger han da også at tro, at »fornuften sejrer«. Akkurat som klubben - forhåbentligt - sejrer over FC Midtjylland på torsdag, når der er landspokalkamp på Sundby Idrætspark. I øvrigt badet i præcis det lys, som reglerne tilskriver, leveret af et mobilt lysanlæg til en udlejningspris på 250.000 kroner. Penge, som klubben selv må bekoste. Til gengæld kommer der ekstra penge i klubkassen, fordi lysanlægget gør det muligt for Viasat at transmittere kampen.

»Vi har fået et møde med overborgmesteren i løbet af november. Jeg er sikker på, at han har forståelse for, hvad det er for et problem, vi står over for her,« siger han:

»Skulle vi spille i Tingbjerg, ville det være, som skulle FCK spille hjemmebanekampe på Vestegnen. For os er er Fremad Amager øen Amager, øens hold, vi er lokalt forankret. Det har vi været siden 1910. At tage en så gammel og hæderkronet klub og smide den rundt i byen, det har jeg svært ved at se, at amagerkanerne vil bryde sig om. Jeg gør i hvert fald ikke.«

Fremad Amager betaler allerede kommunen for at spille i Sundby Idrætspark, hvor der plejer at komme op mod 1.500 tilskuere til kampene. Direktøren tilføjer, at »det er umuligt« at drive en elitefodboldklub uden politisk opbakning.

I amagerkanernes selvforståelse er de Københavns bedste fodboldklub, FCK er jo fra Frederiksberg, og Flemming Rosenkrantz beskriver Fremad Amager som »det næststørste sportsbrand i hovedstaden« efter  FCK.

Formand for Fremad Amagers fanklub De blå/hvide engle, Brian Nielsen, tvivler på, at klubben skal spille hjemme andre steder end på Amager.

»Det er slet ikke inde i tankerne endnu,« siger han:

»Men det er endnu dårlige ide at lade sig tvangsnedrykke. Lad os nu se, der er stadig mange muligheder, og situationen kan ændre sig mange gange.«

Kultur- og fritidsborgmesteren Carl Christian Ebbesen understreger, at han gerne vil bruge kommunale midler på at kaste lys over Fremad Amagers hjemmekampe. Derfor havde han også et ønske om et lysanlæg med på sin dagsorden, da han for nylig forhandlede det kommunale budget for 2017 på plads med de andre partiledere. Et budget, der nu er blevet lukket af overborgmester Frank Jensen (S).

Men stadionlyset fandt ikke vej til budgettet. I stedet blev der bl.a. afsat »et kæmpe beløb« til skole- og fritidsområdet, ligesom der blev penge til »et par kunstgræsbaner«, oplyser Carl Christian Ebbesen.

»Jeg havde det her ønske med til budgetforhandlingerne. Det er helt oplagt, at når vi nu har en klub i 1. division, så skal vi hjælpe den det, vi kan. Men det var der så ikke opbakning til,« siger han.

Han tilføjer, at han efter aftale med klubben i forhandlingerne lagde op til, at den kunne bidrage med egenfinansiering af et lysanlæg.

»Det er jo en professionel klub, så det er ikke nødvendigvis vores opgave at løse det, men det er jo os, der ejer stadion, så jeg havde håbet på en på model, hvor vi kunne dele udgifterne mellem os på en fornuftig måde,« siger han.

Borgmesteren opfordrer Fremad Amager til at komme med alternative forslag til, hvordan klubben kan forestille sig et ny lysanlæg finansieret. På samme måde opfordrer han klubben til at kontakte de andre partier for at få deres hjælp til at tænde lys over Sundby Idrætspark. Som han siger, så er det »ikke nok«, at DF siger ja.

»Jeg er åben over for alle muligheder. Jeg vil gerne se på dem. Jeg vil ikke binde mig til noget. Men det er også rigtigt, at der er andre stadions at spille på,« tilføjer han.

Borgmesteren understreger, at der kommer nye politiske og økonomiske forhandlinger til foråret.

»Om der er penge til den tid er ikke til at sige nu. Man skal aldrig sige aldrig,« lyder det fra Carl Christian Ebbesen.