Trådløst internet på årets Roskilde Festival
Roskilde Festival vil aflaste presset på mobilnettet med Wi-Fi til 20.000 brugere.
Roskilde Festival vil aflaste presset på mobilnettet med Wi-Fi til 20.000 brugere.
Nu vil Roskilde Festival benytte 2012 som forsøgsår til at oprette et wifi-netværk, som skal give festivalgæsterne internetadgang. Det trådløse netværk bliver tilgængeligt ved en række hotspots på festivalpladsen, men festivallen vil begrænse antallet af brugere til maksimalt 20.000.
»2012 bliver et opstartsår, og det er derfor vi begrænser det til 20.000 brugere, fordi vi skal være sikre på, at vi kan håndtere det,« siger talskvinde Christina Bilde fra Roskilde Festival til Version2.
Festivalen er de seneste år begyndt at tilbyde mere information til gæsterne via internettet og applikationer til smartphones, men det har knebet med at levere tilstrækkelig adgang via mobilnetværket.
»Antallet af deltagere med smartphones stiger, så på den her måde håber vi også at kunne aflaste noget af den belastning, der er på teleselskabernes netværk,« siger Christina Bilde.
Teleselskaberne opruster tilsvarende og har i flere år opsat midlertidige mobilmaster på festivalområdet. Efter sidste års problemer har 3 også lovet at forsøge at undgå nye problemer med opstilling af endnu flere master for at sikre kapaciteten.