Min overskrift stammer fra et essay af den franske tænker Roland Barthes. Den er at finde i hans essaysamling fra 1957, »Mythologies«, som udkom i en forkortet udgave på dansk i 1969. Barthes skriver bl.a.: »Myte betyder ’tale’, og alt, hvad der kan tales om, kan gøres til myte. Myter lyver ikke; de forvansker. De fordrejer historien og gør den til natur. Myten er et system af værdier, som, folk tror, er fakta. Myten defineres ikke ved, hvad den taler om, men kun ved den måde, hvorpå den fremfører budskabet. Eller myten forvandler en mening til en form.«

Barthes læste Tour de France som et epos og som en roman. Løbet blev sammenlignet med Homers »Odysseen« og de enkelte ryttere med personer hos franske forfattere som Victor Hugo eller Corneille. Fransk natur personificeres. Mont Ventoux er det ondes gud, som man skal ofre til; her sættes helten på prøve. Spurtkraft implicerer en overnaturlig orden. Doping er blasfemi; det er at efterligne Gud, og derfor hævner Gud sig.

Tour de France er som myte dels realistisk, dels utopisk. Løbet »gengiver og frigør franskmanden gennem en enestående legende«. Det realistiske er de økonomiske interesser (gengiver), men det forhindrer ikke, at løbet også er en national begivenhed (frigør). Forretning i parløb med franskhed.

Roland Barthes’ essay var med til at gøre det legitimt for venstreorienterede intellektuelle at beskæftige sig med et så gennemkommercielt fænomen som Touren. Som Jørgen Leth. Holdene er hinsides det nationale. De er flersprogede, og cykelryttere er langt bedre til fremmedsprog end akademikere. Rytterne kører jo ikke for nationer, men for firmaer. Rytterne er reklamesøjler og repræsentanter for nationen og dermed en forening af neoliberalisme og fædrelandskærlighed. Det er kun i forbindelse med Touren, at vi hepper på firmaer som Sky, Cofidis eller Sunweb. Vi plejer at holde med byer, regioner eller nationer. Vi har ikke et fodboldhold, der hedder Bilka, Jysk eller TDC. Fodbold skjuler de økonomiske interesser, men det gør Touren ikke.

Læs også: På sporet af den tabte tid

Løbet er først udtryk for fransk og dernæst for den latinske kultur. Touren, Giroen og Vueltaen er orginalerne, alt andet efterligninger. Dernæst Benelux og Tyskland og endelig fra periferierne Østeuropa, Skandinavien, Latinamerika og de engelsktalende lande. For tiden er det en kamp mellem England og Frankrig. Heldigvis vinder englænderne, og derfor håner alle Chris Froome. Men hvad sker der den dag, kineserne kommer? Med navne ingen kan udtale? Navne uden mytologi? Eller afrikanerne? Jørgen Leth mener, at skjult racisme holder dem ude.

Og der er ingen arabere. Kan arabere ikke cykle? Nej, det gider de ikke, men de har penge. Nu kører der to hold, der repræsenterer sunni-muslimske diktaturer: Bahrain og UAE (Piratkysten hed det i gamle dage). Bahrain-holdet er Sheikh Nasser bin Hamad Al Khalifas. Vi hylder gerne Contador og flager for Trek-Segafredo, men Al Khalifa? Nej. Orientens indtog kan være begyndelsen på enden for dette kapitalistiske, vestlige, eurocentriske, franske og skønne cykelløb.

Hans Hauge er lektor ph.d.