Tosset med ballet
Nikolaj Hübbe har i sine snart ti år som balletmester ført Den Kgl. Ballet op på et højt teknisk niveau, men ikke uden konflikter undervejs.
Nikolaj Hübbe har i sine snart ti år som balletmester ført Den Kgl. Ballet op på et højt teknisk niveau, men ikke uden konflikter undervejs.
Det var et oplagt valg og et perfekt tidspunkt i karrieren, da Nikolaj Hübbe i 2008 fik posten som balletmester for Den Kgl. Ballet. For Nikolaj Hübbe, der i morgen fylder 50 år, havde ikke bare sine dansefødder godt plantet i både den danske og internationale balletverden. Han havde også et stort internationalt netværk og havde allerede haft succes som Bournonville-iscenesætter.
Og i modsætning til da han i 1999 søgte balletmesterposten og blev vraget, havde han nu med egne ord »fået dansegalskaben ud af kroppen«.
Nikolaj Hübbes lidenskabelige kærlighedsforhold til ballet startede allerede, da han som femårig så »Nøddeknækkeren« på Gamle Scene. Han var ti år, da han blev optaget på Det Kgl. Teaters balletskole, og i en alder af kun 20 år blev han udnævnt til solodanser i Den Kgl. Ballet efter sit flotte gennembrud som Romeo i Neumeiers »Romeo og Julie« og sin overbevisende præstation som Gennaro i Bournonvilles »Napoli«. Og hurtigt fik den karismatiske Hübbe med det både lyriske og dramatiske talent den vigtige rolle som James i »Sylfiden«.
Men udlandet trak i ham, og i godt 15 år var han en markant solodanser i New York City Ballet, hvor han i februar 2008 dansede af med stjerneglans i bl.a. Balanchines »Apollon«.
Overgangen fra solodanser i New York til balletmester i København blev dog vanskeligere end ventet med konflikter bag kulisserne og kritik fra Balletforeningen. Og i 2011 gik bølgerne højt, da en intern trivselsrapport blev lækket til pressen, og beskyldninger om kokainmisbrug kom frem.
Men Nikolaj Hübbe fandt sit fodfæste og lærte pædagogiske greb, og med sine krav til danserne om dedikation og disciplin har han formået at føre kompagniet op på et højt teknisk niveau.
»Morgentræningen i klassisk ballet er det allerhelligste,« har Hübbe ofte sagt, og han er selv en yderst dedikeret og dygtig underviser og instruktør.
Udover Balanchines balletter har nyopsætninger af klassikere været en rød tråd i hans repertoireplanlægning.
Han har skabt interessante nye versioner af Bournonville-balletterne »Napoli«, »Et Folkesagn« og »Sylfiden«. Men hans interesse for Bournonville-traditionen har de seneste sæsoner været vigende.
Fra det store udenlandske klassiker-repertoire har han iscenesat »Svanesøen«, »La Bayadère« og »Giselle«. I tirsdags havde Den Kgl. Ballet urpremiere på fødselarens egen nye kreation, »Weimar«, til musik af Kurt Weil. Og til november iscenesætter han for første gang i Den Kgl. Ballets historie hele Petipas »Raymonda«.
I de populære programmer »Hübberiet« på Gamle Scene har den veltalende balletmester vist sin flair for at være konferencier. Og som dommer i »Vild med dans« på TV2 har han meget bevidst forsøgt at afmystificere auraen omkring ballettens verden og gøre sig synlig for et bredt dansepublikum.
Nikolaj Hübbes nuværende kontrakt løber frem til 2020. Det bliver spændende at se, hvor og hvordan karrieren videre vil forme sig. Den spirituelle erhvervsrådgiver Rikke Hertz spåede fornylig i TV-programmet »Nærkontakt« på Kanal 4, at fødselaren inden for de næste otte-ti måneder kan forvente at få en opringning fra et af de helt store balletkompagnier i New York.