Torm lider af skyhøj gæld og meget svære driftsbetingelser, og rederiet venter nu et EBITDA-resultat på 50-70 millioner dollar og et underskud før skat på 290-310 millioner dollar for helåret. 

Tidligere ventede rederiet et EBITDA-resultat på 70-100 millioner dollar og et underskud før skat på 260-290 millioner dollar, fremgår det af Torms rapport for andet kvartal.

Halvårsregnskabet viste en egenkapital på minus 125 millioner dollar, mens rederiet måtte indkassere et underskud efter skat på 22,8 millioner dollar. Resultatet er dermed forbedret fra sidste år, hvor resultatet for samme periode viste et underskud på 30,2 millioner dollar. 

Torms administrerende direktør, Jacob Meldgaard, udtaler i en pressemeddelelse, at produkttankmarkedet var svagere end ventet, men han fokuserer i øvrigt på de positive takter i regnskabet. 

»Det er positivt, at vi har indgået en principaftale om en forlængelse af vores arbejdskapitalfacilitet for at understøtte den igangværende rekapitaliseringsproces,« siger han i meddelelsen fra selskabet og henviser dermed til, at det gældstyngede rederi har indgået en principaftale om en forlænget kassekredit hos bankerne.

Den nuværende kassekredit, en del af Torms restruktureringsaftale fra 2012, tilførte Torm en midlertidig arbejdskapital på op til 100 millioner dollar frem til 30. september 2014.

Ifølge den nye aftale vil den blive forlænget med seks måneder indtil udgangen af marts 2015 - og samtidig reduceret til 50 millioner dollar på grund af »det nuværende begrænsede træk.«

Forlængelsen sker for at »understøtte gennemførelsen af en rekapitalisering« af Torm.

Torms krise har efterhånden været langvarig. Det samlede underskud i perioden 2009-2013 lyder på omkring 7,5 milliarder kroner - og en overlevelse har alene været på bankernes velvilje og præmisser. Prisen for det har været, at bankerne har overtaget kontrollen med Torm.