Et bredt udsnit af landets toneangivende økonomer er ikke i tvivl. Udflytning af statslige arbejdspladser er en dårlig idé set med samfundsøkonomiske briller, fordi tre fjerdedele af de ansatte vælger ikke at følge med ud, hvilket medfører et stort videnstab.

Selv blandt de økonomer, der er positive over for ideen om at flytte statslige arbejdspladser, er der kritiske røster over for regeringens håndtering af den igangværende udflytning. Det skyldes, at den spreder arbejdspladserne for tyndt ud i flere end 25 forskellige byer i stedet for at tilføre nogle få regionale kraftcentre en massiv mængde arbejdspladser.