Mere end 400 siders dagbog skrevet af Alfred Rosenberg er fundet. Rosenberg var Hitlers fortrolige og nazisternes mest ekstreme jødehader. Rosenberg var med til at skabe Holocaust og blev henrettet efter Nürnberg-processen. Dagbogen forsvandt i forbindelse med retssagen mod ham, og de er først nu dukket op.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters giver Rosenberg i dagbogen indblik i møder, som han havde med Adolf Hitler, luftfartsminister Herman Göring og bl.a. SS-lederen Heinrich Heydrich. Dagbogen skulle også indeholde detaljer om massemyrderier mod jøder østpå.

Ifølge det amerikanske holocaustmuseum i Washington er dagbogen af stor historisk betydning.

Dagbogen skulle også indeholde betragtninger over topnazisten Rudolf Hess flugt til Storbritannien i 1941 og plyndringen af kunst i hele Europa. Dagbogen dækker perioden 1936 til 1944. Rosenberg var en af de mest magtfulde nazi-ideologer, og han beskæftigede sig meget med racepolitik. Han startede sin karriere som leder af nazi-partiets udenrigspolitiske institution og han redigerede partiets nyhedsaviser. Det var også Rosenberg, der førte an i plyndringen af kunst fra jøder i hele Europa.

Han blev under Nürnberg-processen dømt for forbrydelser mod menneskeheden og henrettet i oktober 1946. Hans dagbog blev opbevaret hos anklagemyndigheden, men forsvandt så. Man mener, at den amerikanske advokat Robert Kempner smuglede dagbogen hjem til USA. Kempner flygtede selv fra Tyskland i 1930erne, men vendte tilbage for at deltage i Nürnberg-processen, hvor topnazisterne stod anklaget. I 1956 udgav Kempner sin selvbiografi, hvor han citerede enkelte steder fra Rosenbergs dagbog.

Da Kempner døde i 1993 håbede man, at dagbogen var i boet, men det var den ikke. FBI prøvede at finde den, men uden resultat. Man har imidlertid nu fundet dagbogen i Kempners tidligere sekretærs efterladte sager.

Senere på ugen vil der blive afholdt pressekonference om sagen.