Vi har brug for flere ingeniører og IT-specialister. Sådan lyder det nærmest skrigende fra en række virksomheder. Manglen på kvalificerert arbejdskraft begynder nu at koste ordrer i de danske virksomheder. Det viser svarene fra Berlingske Business’ Toplederpanel. I alt 152 topledere har medvirket, og 14 pct. svarer, at de har måttet sige nej til ordrer, fordi de ikke har medarbejdere nok. Og problemet er voksende. 17 pct. forventer, at de i løbet af det næste år er nødt til at afvise ordrer.
Problemerne findes især inden for byggeri og IT. Tallene flugter godt med den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik. Heri kan man se, at 19 pct. af virksomhederne inden for byggeriet mener, at mangel på arbejdskraft er en faktor, som begrænser deres produktion.

