Det lyder som et drama fra en krimi, men den er god nok. Indbrud og tyveri af kursfølsomme oplysninger tvinger Nørresundby Bank og Nordjyske Bank til at offentliggøre en planlagt fusion flere uger før planlagt.
"Jeg er ærgerlig over det, for det er naturligvis ikke sådan, vi havde ønsket, det skulle offentliggøres. Men vi har haft kontakt til myndighederne, og beskeden var, at tyveri af følsomt materiale sidestilles med offentliggørelse af intern viden, og så skal man melde det ud," siger Mads Hvolby, bestyrelseformand i Nørresundby Bank.
Tyveriet skete for to dage siden i Vejle, da medarbejdere fra de to banker mødtes til et møde om den planlagte fusion. En af mødedeltagerne have efterladt en computertaske i sin bil, og i den taske lå fire dokumenter fra et møde i en af bankernes direktion om fusionen. En tyv knaldede ruden og stjal tasken, formodentlig uvidende om det kursfølsomme materiale, den indeholdt.
"Det er helt usandsynligt, at en tyv i Vejle ved noget om den fusion og stjæler tasken med henblik på at få oplysninger. Så vi overvejede, om det virkelig var noget, vi behøvede at reagere på. Men vi kontaktede alligevel fondsbørsen, som henviste os til Finanstilsynet. Her var beskeden, at vi blev nødt til at offentliggøre det med det samme," siger Hans Jørgen Kaptain, bestyrelsesformand i Nordjyske Bank.
"Normalt ville vi have orienteret vores repræsentantskaber og nok også snakket med et par af de store samarbejdspartnere, inden vi ville offentliggøre fusionsplanen. Vi var allerede langt i diskussionerne, så det er ikke som sådan skadeligt for processen. Men vi havde nok ventet et par uger, før vi havde offentliggjort det, hvis ikke det her var sket," fortsætter han.