KØBENHAVN, BERLIN, CANCÚN: En dag i sommeren 2010 kunne man se en høj, nordisk udseende mand passere Knippelsbro med habitjakken over den ene skulder. Manden var kommet ud fra Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads, og her fra toppen af broen kunne han - i det omfang årets sommermode ikke distraherede ham - nyde synet af Nationalbanken, Holmens Kirke og i baggrunden Christiansborg med Statsministeriet ned mod Gammel Strand.

Bo Lidegaard kunne samtidig se tilbage på en blændende diplomatisk, akademisk og litterær karriere, der har bragt ham magt og hæder på toppen af det danske samfund. Men samtidig en karriere som i december 2010 i en alder af kun 52 år synes at være kommet til en foreløbig endestation.

Bo Lidegaard forlader senest ved udgangen af marts 2011 Statsministeriet, hvor han har sat sit personlige aftryk på to af Danmarks væsentligste udenrigspolitiske kriser i mange år.

Lidegaard var - som Berlingske Tidende i dag kan afsløre - den centrale person, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ( V) i oktober 2005 afviste at mødes med de 11 ambassadører fra verdens førende muslimske lande, som var vrede over Muhammed-tegningerne. En beslutning som blandt udenrigspolitiske eksperter betragtes som et diplomatisk fejltrin, der var medvirkende til at få Muhammed-krisen til at eskalere i januar og februar 2006.

Han var samtidig manden, der gennem en brutal magtkamp med klimaminister Connie Hedegaard ( K) i løbet af 2009 gennemtrumfede den danske regerings USA-orienterede og FNskeptiske linje forud for det globale klimatopmøde i december 2009.

Mens det fortsat debatteres, i hvilket omfang statsminister Lars Løkke Rasmussens beslutninger bidrog til klimatopmødets skuffende slutresultat, er det hævet over enhver tvivl, at Bo Lidegaards valg af strategi og forberedelse af topmødet i øvrigt fik afgørende betydning for den måde, hvorpå Danmarks statsminister Lars Løkke Rasmussen slap fra topmødet.

Og det var ikke godt.

»Det var kaos. Man havde ikke plan B og plan C. Man må ikke gå ind i et topmøde med så relativt naiv en tilgang, at alle andre lande i verden vil det samme som Danmark,« siger en kilde med indsigt i Danmarks udenrigspolitiske satsninger i de senere år.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har selv formuleret det således: »Der fandtes ikke et beredskab, som kunne håndtere, at 130 verdensledere var fløjet ind til ingenting. Det var der ikke taget højde for, hvis man nu skal være selvkritisk,« siger Lars Løkke Rasmussen i bogen ' I orkanens øje', der udkom i sidste måned.

UDADTIL HAR STATSMINISTER Lars Løkke Rasmussen ( V) forsvaret Bo Lidegaard imod den kritik, han har været udsat for siden COP15. Men ifølge Berlingske Tidendes oplysninger kostede COP15-fiaskoen reelt Lidegaard den post som ambassadør i Washington, han var blevet stillet i udsigt, hvis statsministeren var sluppet godt fra klimatopmødet. »Han stod på listen indtil jul,« fortæller en diplomat i Udenrigsministeriet. »Mellem jul og nytår var han røget ud. Det var dommen over ham.« I stedet forlader Bo Lidegaard nu Statsministeriet senest med udgangen af marts 2011 til fordel for en endnu ukendt stilling. Lidegaard oplyser, at hans orlov fra Udenrigsministeriet udløber samme dato.

BO LIDEGAARDS usædvanlige karriere som topdiplomat og bestsellerforfatter tog for alvor fart i 1996 med udgivelsen af en stor biografi om Danmarks Washington-ambassadør under Anden Verdenskrig, Henrik Kauffmann, der fra 1941 til 1951 førte sin egen private udenrigspolitik over for USA. »I kongens navn«, som bogen hed, blev efterfølgende antaget som doktordisputats ved Københavns Universitet. Også en senere biografi om diplomaten Povl Bang-Jensen handler om en begavet embedsmand, der skaffer sig fjender på halsen, fordi han foretrækker at følge sin egen næse frem for systemets. Det samme kan man til en vis grad sige om Lidegaard, siger folk, som kender ham.

Ifølge Bo Lidegaard begik Kauffmann f. eks. »et alvorligt diplomatisk faux pas« ( fejltrin. red.), da han i 1945 »mod bedre vidende« beroligede daværende udenrigsminister Gustav Rasmussen om USAs hensigter med Grønland. En ministerbetjening, som ifølge Lidegaard selv svækkede den danske regering i de efterfølgende forhandlinger med den amerikanske regering.

Bo Lidegaard kom til Statsministeriet som departementsråd, ambassadør og udenrigs-og sikkerhedspolitisk rådgiver i eftersommeren 2005. Samtidig fik Statsministeriet ny departementschef i form af Karsten Dybvad, der kom fra Finansministeriet.

LIDEGAARD VAR knap ansat i Statsministeriet, før der dukkede en sag op, som skulle få afgørende betydning for både hans og Danmarks rolle i verden. 30. september 2005 trykker Jyllands-Posten de i dag så kendte Muhammed-tegninger, og 12 dage senere lander et brev i Statsministeriet fra 11 ambassadører, der repræsenterer Saudi-Arabien, Tyrkiet, Iran, Pakistan, Egypten, Indonesien, Algeriet, Bosnien, Marokko, Libyen og Det Palæstinensiske Selvstyre. Ambassadørerne beklager sig over det, de opfatter som en »smædekampagne« mod islam i det offentlige rum og i danske medier. Og de udbeder sig et møde med statsminister Anders Fogh Rasmussen, som opholder sig i Afrika på rejse til Tanzania og Mozambique 9. til 14. oktober. Men i Statsministeriet er man klar over, at det er en hastesag.

»Det er formentlig en sag, som lynhurtigt vil komme ud i pressen. Og derfor handler det om hurtigt at få et svar. Når det er 11 ambassadører, skal de hurtigt have et svar,« siger en central kilde.

Statsministeren svarer i et brev dateret 21. oktober bl. a., at »ytringsfrihed er selve fundamentet i det danske demokrati«, og at man ikke kan gribe ind over for pressen. Statsministeren forholder sig ikke til ambassadørernes ønske om et møde.

Hidtil har det heddet sig, at svaret på brevet fra ambassadørerne alene blev udfærdiget i Udenrigsministeriet, hvorefter det blev sendt til Statsministeriet, hvor Fogh retter en stavefejl, underskriver og afsender det.

Dermed fremstod Udenrigsministeriet som ophavsmand til teksten, der kan have forværret krisen. Sagen forholder sig imidlertid ifølge Berlingske Tidendes oplysninger anderledes. Forløbet skulle således have været: Det er ganske rigtigt Udenrigsministeriet, der formulerer brevet, men det er Bo Lidegaard i Statsministeriet, der ringer op til ministerråd Kim Vinthen i Udenrigsministeriet og forklarer ham, hvad der skal stå i brevet. Og det er Bo Lidegaard og kun ham, der ser og underskriver brevet i Statsministeriet, før det går videre til statsministeren til endelig afsendelse.

»Lidegaard er tidligere chef for Mellemøstkontoret i UM. Det var et betryggende forhold, at han havde den baggrund. Derfor er det naturligt, at han tager ' the lead' på det. Han er statsministerens udenrigspolitiske rådgiver. Han er chef for udenrigssøjlen i ministeriet,« siger en central kilde, der betragter det som sandsynligt, at Lidegaard dikterer medarbejderen i Udenrigsministeriet, hvad der skal stå i brevet.

»Det ville være mere usandsynligt, at man bare sendte et brev over og sagde: Skriv et eller andet svar. Når det er et brev, der er sendt til Statsministeriet, så er det meget naturligt, at der er en eller anden form for guidance på det,« siger kilden. En anden kilde fortæller, at sagen »er samtalestof på gangene i Udenrigsministeriet«, og at Lidegaards rolle er »en offentlig hemmelighed« på Asiatisk Plads.

UDADTIL BEHANDLES sagen imidlertid som en statshemmelighed. Berlingske Tidende har de forløbne måneder spurgt adskillige, højtstående embedsmænd og andre nøglepersoner, som deltog i eller må formodes at være informeret om brevet fra Statsministeriet. Ingen - heller ikke forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen eller tidligere udenrigsminister Per Stig Møller - har ønsket at svare på spørgsmål om sagen.

Bo Lidegaard selv afviser »at kommentere sagsbehandlingen i Udenrigsministeriet eller Statsministeriet i 2005«. Kim Vinthen, der i dag er ambassaderåd i Berlin, afviser ligeledes at kommentere sagen.

Endog skriftlige dokumenter om sagen udleveres kun i det omfang, de ikke kan kaste lys over forløbet i oktober 2005. Af dokumenter fra Udenrigsministeriet, Berlingske Tidende har fået aktindsigt i, fremgår det ganske vist, at Udenrigsministeriet 14. oktober 2005 orienterer Bo Lidegaard om, at man har fået henvendelser fra egyptisk og iransk side i sagen, og man fremhæver ambassadørernes ønske om et møde med statsministeren.

Men herudover er store dele af korrespondancen mellem Udenrigsministeriet og Statsministeriet fjernet fra dokumenterne. Et af papirerne, som er udleveret til Berlingske Tidende, består af seks tykke, sorte bjælker, som skjuler teksten. Tilbageholdelsen sker med henvisning til offentlighedslovens paragraffer om hensynet til »beskyttelse af Danmarks forhold til andre lande«.

EN MANGEÅRIG, DANSK diplomat forklarer uviljen ved at lægge de afgørende dokumenter frem med, at det er en pinagtig historie for Udenrigsministeriet - med større konsekvenser end et andet fejltrin, der fandt sted i Østberlin 1988. Dengang lod Danmarks ambassadør i DDR østtyske betjente afhente en gruppe asylsøgere, som havde taget ophold på repræsentationen. Da Berlingske Tidende kulegravede sagen i 2003 kaldte en medarbejder den »de seneste årtiers største udenrigsministerielle bommert«. Den danske diplomat, som Berlingske Tidende har talt med nu, siger imidlertid, at begivenhederne i Østberlin var »småting« i sammenligning med Muhammedkrisen.

»Her brændte de ambassader af, og folk døde,« siger denne kilde. »Vi lider fortsat under det, og vort image lider under det.« Diplomaten, der som de fleste andre, Berlingske Tidende har talt med om denne sag, ønsker at være anonym, mener, det er naturligt, at Udenrigsministeriet øjensynligt beskytter Statsministeriet, skønt de to instanser ikke er kendt for indbyrdes hjertelighed.

»Der er et korpsinstinkt,« hedder det. »Der er en fælles mur. Man skal jo leve sammen.« Mark Medish, en udenrigspolitisk rådgiver for USAs præsident Clinton, medlem af Amerikas nationale sikkerhedsråd og vicefinansminister frem til 2000, er også skeptisk omkring håndteringen af sagen: »I bakspejlet er statsministerens afgørelse om at afslå mødet med ambassadørerne en taktisk fejl,« siger han til Berlingske Tidende. »Statsministeren skulle have taget mødet, om ikke andet for at lytte til ambassadørernes bekymringer og fastslå de overordnede principper om pressefrihed i Danmark.« Medish, som i dag er tilknyttet tænketanken Carnegie Endowment for International Peace i Washington, mener, at »statsministerens afvisning af anmodningen om samtalen blev betragtet som en næse og et ansigtstab.

Så der var formentlig en fejlbedømmelse af statsministeren og hans rådgivere omkring muligheden for en optrapning. På den anden side er der rigeligt af beviser for, at de folk, der ønskede at hælde olie på bålet, ville have gjort det alligevel. Et foredrag fra statsministeren om ytringsfrihed kunne have gjort dem endnu mere vrede. Derfor var det, igen set i tilbageblik, også en situation, der ikke kunne vindes.« NU BEGYNDTE ANDET kapitel af Lidegaards stormomsuste karriere i Statsministeriet. I 2007 avancerede han tilsyneladende yderligere, da departementschef Karsten Dybvad, som en kilde udtrykker det, »forfremmede den dygtige og kreative Lidegaard« til også at varetage stillingen som leder af Statsministeriets Klimasekretariat.

En anden kilde kalder det dog »et sidespor«, fordi udenrigs-og sikkerhedspolitikken blev skubbet i baggrunden.

Således skulle Anders Fogh Rasmussen »inderligt have fortrudt«, at han stolede på rådgiverens anbefaling, og have lagt luft til Lidegaard.

Frem til og under FNs klimatopmøde COP15 i København i december 2009 er Lidegaard manden, der har det store ord i Statsministeriet og dermed reelt i Danmarks regering, når det gælder den internationale klimapolitik - en position der blev styrket af Fogh Rasmussen.

Dennes exit til posten som NATOs generalsekretær fandt sted i april 2009. Og der blev ved to begivenheder i efteråret 2009 cementeret en position, hvor Lidegaard fra sin rolle som diplomatisk rådgiver i Statsministeriet reelt udmanøvrerede to centrale personer i den danske regerings store klimapolitiske satsning: Daværende klima-og energiminister Connie Hedegaard og Danmarks internationale chefforhandler på klimaområdet, Thomas Becker i Klimaministeriet.

Lidegaard, Hedegaard og Becker var i en årrække så tætte personlige venner, at de sammen fejrede nytårsaftener med deres familier. Det gør de ikke længere.

Allerede ved Lars Løkke Rasmussens tiltrædelse i Statsministeriet 5. april koger magtkampen mellem Statsministeriet og Klimaministeriet.

Connie Hedegaard er rasende over, at Bo Lidegaard skal til et møde i Washington som repræsentant for den danske regering i det såkaldte Major Economies Forum. Dette er et forum, USAs regering har oprettet, fordi man mener, at klimaforhandlingerne i FNregi går for langsomt og isolerer USA, fordi man ikke vil tilslutte sig Kyotoprotokollen.

Hedegaard truer med at sige op i raseri over, at det ikke er hende, der som klimaminister repræsenterer Danmark, men embedsmanden Bo Lidegaard. Lars Løkke Rasmussen og særligt den konservative partiformand Lene Espersen beroliger Hedegaard.

Men det ændrer ikke ved, at Lidegaard i de følgende otte måneder frem til COP15 i december systematisk holder Connie Hedegaard borte fra de fora, hvor den nye statsminister skal udføre forarbejdet til en global aftale i København.

Ved G8-mødet i l'Aquila i Italien i juli 2009 møder Lars Løkke første gang USAs præsident Barack Obama.

Og før FNs generalforsamling i New York i september 2009 sætter Bo Lidegaard alle sejl til for at sætte Løkke i scene som ligemand for verdens førende politikere. Lidegaard, der af princip aldrig udtaler sig til citat, inviterer udvalgte journalister til lange briefinger i Statsministeriet.

I oktober 2009 må Connie Hedegaard sige farvel til Danmarks chefklimaforhandler Thomas Becker, afdelingschef i Klimaministeriet, efter at Klimaministeriets departementschef Thomas Egebo har konstateret rod i hans rejseafregninger.

24. oktober 2009 sætter Bo Lidegaard endelig trumf på, da han forbereder en tale til statsminister Lars Løkke Rasmussen til en forsamling af udenlandske parlamentarikere - herunder førende medlemmer af den amerikanske kongres. Her gør statsministeren det klart, at Danmark går efter en bindende - men ikke længere en juridisk bindende - aftale ved COP15 små to måneder senere.

Efter mødet forsvarer en ophidset klimaminister Connie Hedegaard, der har fløjet fra Indien hele natten, loyalt den nye danske linje, efter at hun har haft en skarp meningsudveksling med en ledende amerikansk politiker, der foranlediget af statsministerens tale ser COP15 som begyndelsen på globale klimapolitiske forhandlinger og ikke, som Hedegaard ser det, afslutningen.

MEN ÅNDEN ER UDE af flasken: Danmarks regering har lagt sig på den USA-venlige, FN-kritiske linje, der bliver en væsentlig del af baggrunden for det så kendte kaotiske forløb af COP15.

Bo Lidegaard vinder magtkampen om Danmarks strategi. Connie Hedegaard bliver nogle uger senere udpeget som dansk EU-kommissær efter ønske fra kommissionsformand José Manuel Barroso. Og fordi den konservative partitop gerne vil af med hende, siger iagttagere.

Da COP15 løber af stablen, står Bo Lidegaard alene med ansvaret for statsminister Lars Løkke Rasmussens optræden. Folkene i Klimaministeriet er lammede. Udenrigsministeriet opererer som rene viceværter, selv om det var storpolitik på højt niveau.

Da COP16 sluttede i Cancun i denne uge, var Connie Hedegaard en af begivenhedens absolutte hovedpersoner.

Bo Lidegaard, derimod, havde god tid til at nyde det gode vejr under en af de høje kokospalmer ved konferencecenteret Moon Palace.

»Det var kaos. Man havde ikke en plan B og en plan C. Man må ikke gå ind i et topmøde med så relativt en naiv tilgang.« anonym kilde, om klimamødet

Artikel bragt i Magasin Søndag den 12. december 2010.