Hele 9.232 kroner kræver Topdanmark for at forsikre et hus i Valby. Alka, derimod, lader husjerne slippe med 4.706 kroner for en tilsvarende forsikring. Det viser en prissammenligning på Forsikringsguiden.dk af en 160 kvadratmeter villa fra 1917 beliggende i den københavnske bydel.

Godt nok tilbyder Topdanmark en rabat på 1.100 kroner på husforsikringen, hvis husejeren samler nogle af sine andre forsikringer i selskabet, men der er fortsat langt ned til den pris, som Alka tilbyder. Medlemmer af fagforeningen LO kan endda få banken prisen yderligere ned.

Prissammenligningen bekræfter, at det er en god idé at gøre, hvad Forbrugerrådet hele tiden har sagt – nemlig, at forbrugerne selv bør tage affære og undersøge markedet. Og Forsikringsguiden er et godt udgangspunkt. Den giver et fint indtryk af, hvilket selskaber der er interessante for netop en selv. Der skal nemlig tastes ret præcise oplysninger ind, og beboerne i Valby finder eksempelvis hurtigt ud af, at Topdanmark – og for så vidt også Codan og Tryg – nok ikke er rette sted at lade huset forsikre.

Topdanmark understreger, at resultatet er et helt andet, hvis villaen ligger et andet sted i landet. Men forsikringsselskabet vurderer, at der er stor risiko ved at forsikre et hus i netop Valby:

»Vores priser er bestemt af risiko. I dette tilfælde er det ejerens relativt unge alder, husets alder og bydelen, der giver den pågældende pris. Der er nemlig mange ældre huse i Valby, som har en del skader - blandt andet skjulte rør-skader, og det er ret omfattende og dyrt at udbedre,« siger Topdanmarks pressechef, Jens Langergaard.

Han understreger samtidig, at Valby er plaget af en del indbrud, som også er med til at hæve prisen.