På søndag tager Steen Riisgaard for sidste gang turen fra hjemmet i Farum til Novozymes’ hovedkontor i Bagsværd med fem nystrøgne skjorter og et par nypressede jakkesæt forsigtigt pakket i bilen. Det er en søndagstur, han har taget i årevis for at kunne møde op nystrøget trods den daglige cykeltur på arbejde. Men ved udgangen af næste uge er det slut. Den 22. marts fylder Steen Riisgaard 62 år og har samtidig sidste arbejdsdag i den virksomhed, han har haft som arbejdsplads i 33 år. Han begyndte som forsker i enzymafdelingen i Novo Industri og har stået i spidsen for enzymforretningen i 23 år – heraf de seneste 12 år som koncernchef i Novozymes, som blev udskilt fra Novo Nordisk i 2000.

Som Steen Riisgaard sidder her ved frokostbordet på sin og hustruen Lis’ favoritrestaurant, Alsace, i det indre København, hvor han har sat Berlingske Business Magasin stævne på en lidt surkold februardag, virker han helt afklaret med situationen. Også selv om han har erkendt, at hans afgang ikke kun betyder et farvel til den virksomhed, han har været med til at bygge op fra ingenting til en af verdens førende virksomheder inden for industriel biotek eller »hvid biotek«, som Steen Riis­gaard har døbt det. Afskeden betyder også, at hans ellers så markante stemme i den grønne debat vil svinde ind i de kommende år, når han ikke længere har Novozymes som ståsted og har adgang til de rapporter og informationer, som Novozymes’ stab samler ind. Af samme grund har han også sagt nej til at gå ind i FN-arbejde.

»Jeg var blevet inviteret med. Men ud fra samme betragtning har jeg foreslået, at vi afleverer det til en af mine kolleger i Novozymes. Jeg er sikker på, at jeg godt kunne bidrage til debatten i dag og næste år og næste år igen. Men derefter ville mine bidrag blive mindre og mindre interessante. Jeg har ikke lyst til at blive udsat for, at det, jeg siger, ikke har en bund mere,« siger Steen Riisgaard.

Drivkraft bag industriel biotek

Om det bliver sådan, må tiden vise. Men hvis Steen Riisgaard er på vej ud af den offentlige debat om et mere grønt og bæredygtigt samfund, er der grund til at gøre status over, hvad han har opnået gennem sine 33 år i Novozymes, og se på, hvilken stafet han giver videre til sine efterfølgere med den nye koncernchef Peder Holk Nielsen i spidsen. Steen Riisgaards grønne testamente, kunne man kalde det. Spørger man ham selv, kommer svaret uden betænkningstid:

»Der er jo altid mange fædre til tingene. Men ser man på den globale scene, så mener jeg, at jeg har været en af drivkræfterne for at få hvid bioteknologi på landkortet som en teknologiplatform, der vil transformere store dele af vores samfund. I alt ubeskedenhed.« »Der er utroligt meget i gang rundt om i verden inden for industriel biotek og bioscience i dag. Og jeg synes godt, at jeg kan tillade mig at sige, at jeg er en af fædrene til det,« tilføjer Steen Riisgaard.

For at forstå, hvad han taler om, skal vi lidt tilbage i historien. Til første halvdel af 1970erne, da Steen Riisgaard var ung, idea­listisk biologistuderende med langt hår, fuldskæg og islandsk sweater og var initiativtager til en afdeling af miljøgruppen ­Noah i Gladsaxe. Forurening optog de unge biologer, og skurkene var den oliebaserede kemiindustri, der producerede plastic og kemikalier, som ikke kunne nedbrydes i naturen.

I 1973 – for præcist 40 år siden – skete der imidlertid noget på den forskningsmæssige front, som vakte Steen Riisgaards og en stor del af hans medstuderendes begejstring. De første videnskabelige artikler om en helt ny, banebrydende teknologi, gensplejsning eller genmodificering, så dagens lys. »Hvis man havde min baggrund som biolog og gik og så på alt det forurenende kemi, var det helt oplagt, at løsningen måtte være at erstatte den kemiske industri med et nyt paradigme, som byggede på biologi og bioteknologi i stedet for organisk kemi med olie som input,« fortæller Steen Riisgaard.

Indflydelse via industrien

Han mente, at den bedste måde at få indflydelse på udviklingen, ville være at gå ud i industrien og deltage i udviklingen af de nye ting. Der skulle dog tre ansøgninger til, før Steen Riisgaard slap gennem nåleøjet og blev ansat som forsker i det gamle Novo Industri. Steen Riisgaard har aldrig siden været i tvivl om, at genteknologi er vejen til at løse verdens miljø- og klimaproblemer.

Men ret hurtigt begyndte skeptikerne at røre på sig. I første omgang handlede debatten dog mest om, hvorvidt man burde fremstille medicin som f.eks. insulin ved hjælp af genmodifikation. I 1989 efter blandt andet tre år med at opbygge en forskningsafdeling i den japanske hovedstad Tokyo blev Steen Riisgaard udnævnt til koncerndirektør med ansvar for enzymdivisionen i det nyfusionerede Novo Nordisk.

Genteknologi

Han var klar til for alvor at komme ud at løse verdens miljøproblemer med industriel biotek, for mens Novo oprindeligt havde haft fokus på enzymer til vaskemidler og andre husholdningsformål, så Riisgaard og hans generation langt større perspektiver. Industriel biotek kunne være med til at gøre oliebaserede produkter som brændstof og plastic bæredygtige og grønne ved hjælp af genteknologi. Stor var hans overraskelse derfor, da det gik op for ham, at en hel generation af lidt yngre biologer og miljøaktivister havde udviklet en dyb modstand mod at bruge genteknologi.

»Da jeg kom til som leder af enzymafdelingen, måtte jeg konstatere, at græsrødderne, den nye generation af unge mennesker, var blevet meget skræmte over gensplejsning, som jeg jo mente, var løsningen, og som jeg stadig mener, er løsningen på en hel masse af de problemer, vi står overfor. Jeg syntes, det var meget mærkeligt, for det havde jo været modsat, da jeg var helt ung,« siger Steen Riisgaard. Derfor slog han til, da én af hans medarbejdere, Lise Lotte Bundesen, foreslog, at invitere skeptikerne indenfor og overbevise dem om, at det var miljøvinklerne, de skulle se, når de så industriel biotek og enzymer. Den direkte anledning var, at en amerikansk forsker, John Elkington, genoplivede debatten om enzymer i en ny bog,

»The Green Consumer Guide. I slutningen af 1960erne havde Elkington skabt problemer for det gamle Novo Industri og kostet selskabet millioner, da han mente at kunne bevise, at enzymer i vaskemidler var sundhedsskadelige,

Dialog er nødvendig

I 1991 inviterede Novozymes græsrødder og kritikere, inklusive John Elkington, indenfor. Over to og en halv dag mødte de 60-70 Novozymes-medarbejdere og kunne debattere alle spørgsmål med dem. Det virkede. John Elkington ændrede holdning, og Novo Nordisk og senere Novozymes fik lagt kimen til det samarbejde med NGOer, som begge virksomheder den dag i dag bruger mange ressourcer på.

»Jeg har altid ment, at den bedste måde, man kan adressere holdningsmæssige konflikter på, er gennem dialog. Det var også derfor, jeg syntes, det var rigtigt at møde op på SFs landsmøde i 2010. Mange af mine venner i erhvervslivet var modstandere af det. Det, mener jeg, er en helt forkert indstilling. Vi kan jo ikke få politikere og NGOer til at forstå, hvad vi synes er rigtigt, med mindre vi snakker med dem,«siger Steen Riisgaard.

Op gennem 1990erne og ind i 2000-årene ændrede debatten sig fra at være en miljø- og forureningsdebat til at blive en klimadebat. Og det faldt Novozymes og Steen Riisgaard helt naturligt at følge med helt frem til klimatopmødet i København i 2009. COP15 blev ganske vist ikke en politisk succes, men for Novozymes blev det en skelsættende begivenhed.

»Når jeg kigger tilbage på COP15, så var det et af højdepunkterne i min karriere og et af højdepunkterne for Novozymes. Vi kunne vise, at enzymer kunne yde et væsentligt bidrag til en mere bæredygtig og klimavenlig verden. Tilbage står, at de initiativer, vi tog under COP15 inden for enzymer til vaskemidler, biobrændstof, tekstil og landbrug, betyder, at der i dag er en opfattelse i alle fire industrier af, at man skal gå til os først, hvis man vil have en partner til at gøre sine produkter og sin virksomhed mere bæredygtig,« siger Steen Riisgaard.

Hold dog fokus

Selv om Steen Riisgaard ser med stor optimisme på den industrielle bioteks fremtid, erkender han dog også, at der er udfordringer. For eksempel at få politikerne til at holde fokus på problemerne, til de er løst. »Under COP15 var det nemt at fremme klimadagsordenen. Men man bliver nødt til at konstatere, at det er nærmest skræmmende, hvordan den debat nu er forsvundet. Nu taler man i stedet meget om vand og mangel på ressourcer. Noget af det, jeg har observeret i den offentlige debat, er, at man har det med at hoppe videre, inden man får gjort noget rigtigt ved tingene,« siger Steen Riisgaard.

Samtidig kæmper Novozymes på biobrændstofområdet med manglende europæisk interesse. Ifølge Steen Riisgaard bunder det til dels i NGOernes holdning og mediernes dækning. Første generations biobrændstof lavet af majs har han helt opgivet at se på markedet i Europa, mens han stadig håber at anden generation lavet af biomasse har en fremtid. Men også her er der skepsis.

»NGOer og medierne fokuserer på det svage punkt ved anden generations biobrændstof, nemlig at det ikke må føre til at man fjerner for meget biomasse fra jorden. Men ingen har nogen sinde stillet samme spørgsmål til afbrænding af halm, eller at østeuropæerne dyrker skov, som vi så brænder af,« siger Steen Riisgaard, der undrer sig over, at han ikke møder samme modstand i Europa, når talen falder på at lave f.eks. plastic ud af biomasse. »Det gør vi sjovt nok ikke, selv om det er den samme problemstilling. Hvorfor kan jeg ikke forklare,« siger Steen Riisgaard.

Drømmen, der nu bliver virkelighed

Men det er krusninger på overfladen frem mod det, der ifølge Riisgaard er ved at ske. »Den drøm, vi har haft i Novozymes i rigtigt mange år, nemlig at udvikle et nyt paradigme for den kemiske industri, startede i midten af 1970erne og er i høj grad ved at tage form nu. Industriel biotek kommer til at transformere verden,« siger Steen Riisgaard.

»Forestil dig, at man laver brændstof og kemikalier af landbrugsaffald. Det vil ændre landskabet. De byer, vi har i dag, ligger ude ved kysterne, fordi det er her, de store olietankere kommer ind, og derfor har vi den oliebaserede kemiske industri der. I fremtiden vil vi havde bioraffinaderier ude på landet, omkring hvilke der vil være middelstore byer, som lever af det. Verden kommer også visuelt til at se anderledes ud af, at den bliver meget renere,« lyder det fra den afgående topchef, og han drømmer videre:

»Om 30 år kan jeg, hvis jeg lever så længe, triumferende sidde og se ud over markerne i Farum med udsigt til et bioraffinaderi og sige, at det var også det, vi startede for mange år siden, da Jack Hudner, min kollega fra Genencor, og jeg lavede something out of nothing, da vi fik samlet 100 mennesker til et møde om industriel biotek i Europa i slutningen af 1990erne, inden begrebet blev kendt i offentligheden,« siger Steen Riis­gaard.

God mad skal der til

Mens Steen Riisgaard venter på, at drømmen om et biobæredygtigt samfund bliver til virkelighed, har han dog tænkt sig at bestride, hvad han kalder et deltidsjob, med en bestyrelseskarriere, der omfatter formandsposter hos COWI, ALK Abéllo og Verdensnaturfonden, næstformandsposter i Egmont-gruppen og Rockwool, men også bestyrelsesposter i Novo Nordisk Fonden og Novo A/S. Der bliver dog også tid til at hygge med familien, som består af hustru, tre sønner, svigerdøtre og fire børnebørn – tre drenge og en pige – som han ynder at invitere på frokost på restaurant Alsace en lørdag formiddag efter en shopping­tur med fruen.

Mad skal der til. God mad. Men selv over sæsonens første stenbiderrogn, stegt rødspætte og petitfour til kaffen kan Steen Riis­gaard ikke lade være med at filosofere over verdens virkelige problemer. Fødevaremangel for eksempel. Her kunne Steen Riisgaard godt tænke sig, at gensplejsning og industriel biotek fik mulighed for at spille en større rolle især i en europæisk sammenhæng. For mens resten af verden har taget genteknologien til sig på fødevareområdet, har Europa rejst sig på bagbenene.

»Der er mange i fødevareindustrien herhjemme, der gerne så, at vi fik den debat. Men samtidig er de bange for at gå ud til deres konsumenter og tage den. Men der findes ikke en eneste videnskabelig undersøgelse, som dokumenterer, at det er farligt. Det er lidt at lade hånt om de mennesker, der mangler fødevarer, når man ikke vil bruge de muligheder, genteknologien giver,« siger Steen Riisgaard.

Dermed rejser han endnu et emne, hvor der tilsyneladende er behov for en tættere dialog med græsrødderne. Men her må andre tage over. Steen Riisgaard har forladt scenen. Måske.