Meg Whitman havde egentlig bedyret, at efter 35 års hårdt arbejde skulle hun til at holde lidt fri, når hun 1. februar stoppede som topchef for HP Enterprise efter at have brækket den gamle teknologikoncern HP op i flere dele.
Men som 61-årig er Meg Whitman alligevel endt med at foretage endnu et af de overraskende karriereskift, hun efterhånden har præsteret flere af.
1. marts bliver den tidligere HP-chef »ansat nr. 1« i en medie-startup, der skal producere videoindhold specifikt til mobiltelefoner. Bag NewTV står filmmanden Jeffrey Katzenberg, der bl.a. er kendt som medstifter af filmselskabet DreamWorks og tidligere formand for Walt Disney, og det forlydes, at Apple, Disney og Google har vist interesse for at investere. Men p.t. er der officielt ikke andre ansatte.
Til sammenligning talte HP godt 350.000 medarbejdere, da Meg Whitman trådte ind som topchef i 2011, omend hun over de følgende seks års omstruktureringer vinkede farvel til omkring 100.000 af dem. Det har utvivlsomt været en sej tjans at manøvrere gennem de massive forandringer, inklusive den opsplitning, som skabte HP Enterprise.
Og havde man forventet endnu en højt profileret rolle til Whitman, der en overgang i sommeren 2017 også var på tale som en mulig kandidat til at lede transporttjenesten Uber ud af store kontroverser, må man altså igen lade sig forbløffe.
På en måde gav hun selv et hint, da hun i september 2017 udtalte til CNBC: »Jeg er måske den eneste topchef i USA, der hellere vil lede en mindre virksomhed frem for en større.« Men frem til november holdt hun stadig på, at hun blev i HP Enterprise.
Jobskiftet til en startup ligner en tilbagevenden til den type lederrolle, der for alvor skabte hendes omdømme, da hun fra 1998 og ti år frem førte eBay fra 30 til 15.000 ansatte og fra fire millioner dollar i omsætning til otte milliarder. Det gjorde hende selv til milliardær.
Men også springet til eBay blev dengang betragtet som overraskende. Meg Whitman gik fra et topjob i legetøjskoncernen Hasbro til netauktionsstedet, der da stadig var i sin spæde barndom.
Helt galt gik det dog efter eBay, da hun i sit måske mest iøjnefaldende forsøg på igen at skifte løbebane stillede op som guvernørkandidat i Californien i 2010. Hun tabte efter at have brændt omkring 140 mio. dollar af sine egne penge af på forsøget – mere end nogen anden politisk kandidat i USAs historie, inklusive Donald Trump.
Siden har hun flere gange afvist spekulation om, at hun kunne være et bud på USAs første kvindelige præsident. Dér trækker hun åbenbart grænsen.

