Han er pæredansk, men med indvandrerbaggrund. Han gik ud af 10. klasse og brugte ikke megen tid på skolebøgerne som ung. Uddannelsen kom sent, men i dag er han en solid succes, som er strøget til tops i dansk erhvervsliv.

Stefan Kercza er netop blevet udnævnt til chef for det nye datterselskab Eniro Global. Han får derved en ekstra titel på sit visitkort, da han allerede er direktør for Eniro Danmark. Det job fortsætter han med, og derudover får han det strategiske ansvar for Eniro-koncernens satsning med videresalg af virksomhedens søge- og marketingplatform på det globale marked.

Eniro Globals første aftale er indgået med telegiganten Etisalat, som er verdens 13.-største teleselskab med base i Mellemøsten, Afrika og Asien. I første omgang skal lokalsøgning lanceres i Forenede Arabiske Emirater. En beta-lancering er planlagt til midten af ​​maj i år, og det er planen, at implementeringen af ​​tjenesten skal fortsætte på Etisalats øvrige markeder, som dækker 15 lande.

Chefen for den svenskejede Eniro-koncern, Johan Lindgren, lægger ikke skjul på, at det er Stefan Kerczas lederskab og evner til at skaffe resultater på det danske marked, som har givet ham det nye job.

»Stefan er en progressiv og stærk leder, som har leveret imponerende resultater med et turnaround af vores forretning på det danske marked. Han har en stærk kommerciel og operationel profil, og med hans store erfaring inden for emerging markets er ansvaret for den fortsatte udvikling af Eniro Global placeret i de bedste hænder,« siger Johan Lindgren.

Stefan Kercza er naturligt nok glad for at have fået den nye udfordring.

»Vores digitale platform for lokalsøgning har tiltrukket sig international opmærksomhed, og vi har nu besluttet at udnytte dette potentiale til at sikre yderligere vækst,« siger Stefan Kercza.

Gik sine egne veje

Stefan Kerczas generalieblad vidner om en ganske flot karriere med mere end 20 års ledererfaring i telebranchen. Men starten af hans karriere ligner bestemt ikke den traditionelle for de slipseklædte folk på de øverste poster i de danske virksomheder.

Han er søn af en ungarsk far, der flygtede til Danmark efter opstanden i 1956. Han gik ud af folkeskolen og fik en halv kontoruddannelse, og resten af tiden gik med at spille håndbold. På det tidspunkt tænkte han ikke store tanker om at få et ansvarsfuldt job i dansk erhvervsliv. Men det kom stille og roligt. Stefan Kercza gik sine egne veje og blev ifølge Dagbladet Børsen først og fremmest drevet frem af forældrenes støtte og opbakning samt tro på ham.

Han har en fornem MBA-grad fra AVT Business School, men den kom først i hus forholdsvis sent. Han blev adm. direktør for Eniro Danmark tilbage i februar 2011. Dengang kom han fra en stilling som øverste chef i et af Telenors datterselskaber i Indien. Han blev chef for Eniro i Danmark på et tidspunkt, hvor selskabet stadig led efter opkøbet af Krak tilbage i 2007. Og sidste efterår kom Enrio Danmark med et regnskab, hvor bundlinjen blødte, og der var et tab over to år på 220 mio. kr.

Alligevel afviste Stefan Kercza enhver snak om krise for den svenske koncern her i landet.

Han ville kun tale om omsætningen, og på det punkt har Eniro vækst. Hvordan resten af regnskabet ser ud afhænger af nogle regnskabsprincipper, sagde Stefan Kercza til Børsen tilbage i starten af november sidste år.

Som chef for Eniro Danmark har han desuden været ude og understrege, at telefonbøgerne lever på lånt tid. Vejen frem er digital.