Det er bestemt ikke hver dag, at Danmark får besøg af en top-boss fra formel 1. Det skete mandag, da McLarens øverste chef, Martin Withmarsh, lagde vejen forbi Roskilde i et par timer for at fejre Kevin Magnussens mesterskab i formel 1-rugekassen Formel Renault World Series 3.5.

Og her lovede Withmarsh, at Danmark i Kevin Magnussen får en ny formel 1-kører.

- Kevin skal nok komme i formel 1, men vi må sikre, at han bliver en succes, sagde han til BT og fortsatte:

- Det kræver mere end bare talent for at begå sig i formel 1, for du skal også kunne fokusere og være klar. Men det er uomtvisteligt, at Kevin føler sig klar og vil være der (i formel 1, red.) allerede nu. Men han skal nok få succes, om det så bliver i næste sæson eller sæsonen efter, garanterede Martin Withmarsh.

På spørgsmålet om, hvor han så ser Kevin Magnussen få sin debut i motorsportens kongeklasse, var Martin Withmarsh dog mere afvigende.

- Svaret er, at jeg er sikker på, at I (danskere, red.) får en formel 1-kører. Spørgsmålet er bare hvornår og hvordan. Det er noget, vi må finde en løsning på. Men han fortjener at køre formel 1, og vi presser ret meget på og ser, hvad vi kan gøre, sagde han.

Martin Withmarsh har tidligere udtalt, at han og McLaren har henvendt sig til hold som Force India, Marussia og Lotus for at placere Kevin Magnussen hos dem næste år. Derefter vil McLaren så måske hente danskeren tilbage til teamet i 2015.

Selvom det foreløbig ikke har udmøntet sig i en formel 1-aftale for Magnussen, og selv om McLaren umiddelbart ikke vil give danskeren chancen i teamets egen bil næste sæson, anser Martin Withmarsh danskeren for at være den bedste kører, der ikke er i formel 1.

- Kevin er en af de mest konkurrencedygtige unge kørere uden for formel 1. Han er en de, hvis ikke dén, mest talentfulde og spændende kørere, der ikke er i formel 1 i øjeblikket, roser han.