De stærkt stigende ledighedsprocenter på kontorudlejning kombineret med stigende boligpriser i det indre København har nu for alvor sat gang i at omlægge gamle kontorlokaler til boliger. Det er først og fremmest i Københavns indre by, at tendensen er tydelig, og udviklingen er nu markant accelererende, viser Økonomisk Ugebrev kortlægning, som bekræftes af Københavns kommune.

Der findes ikke præcise opgørelser af omfanget. Men data fra Københavns Kommunes statistikbank viser, hvad de forskellige typer ejendomme benyttes til i en meget detaljeret geografisk opdeling.

Økonomisk Ugebrevs beregninger på grundlag af kommunens data viser, at der alene de seneste to år er sket et fald i erhvervsarealet i indre by på 181.000 kvadratmenter. Især inden for kontor, handel og lager. Samtidig er boligarealet i indre by vokset med 57.500 kvm. 


Det større boligareal modsvarer skønsmæssigt af 500 nye lejligheder med en gennemsnitsstørrelse på 115 kvadratmeter i eksisterende ejendomme. Sammenligner man med udviklingen fra 2010 til 2011, er det tydeligt, at der sker en acceleration af omlægningen fra kontor til bolig. Fra 2010 til 2011 var der ganske vist også et fald i erhvervsarealet og en stigning i boligareal, men langt mindre. Her faldt erhvervsarealet med 27.000 kvadratmeter og boligarealet steg med 14.000 kvadratmeter. Det svarer formentlig til omkring 120 lejligheder.

Virksomheden Green Estate beskæftiger sig med konvertering af erhvervsarealer til boligformål. Direktør Olaf Irgens vurderer, at noget, der ligner et boom, er i gang, når det gælder konvertering af erhverv til boliger. ”Vores rolle er at være projektudvikler, og så tager vi en række partnere ind. Konkret har vi et projekt i gang på Frederiksberg, hvor vi på Smallegade er i gang med at ombygge kontorlokaler og en tidligere tankstation til ungdomsboliger,” siger han. Det er et projekt til i alt 85 mio. kr. 

Læs hele artiklen i Økonomisk Ugebrev nr. 14.

Få nyheder direkte på Facebook, ved at "Synes godt om" Økonomisk Ugebrev